Genvalg, ny IT-strategi og debat om liga præger generalforsamling i Dansk Sejlunion
Dansk Sejlunions generalforsamlingen bød på genvalg til siddende bestyrelsesmedlemmer, overblik over unionens økonomi samt debat om fremtiden for Sejlsportsligaen og klubbers vilkår.
Der var lagt op til spænding i valget til bestyrelsen på Dansk Sejlunions generalforsamling lørdag, hvor fire kandidater stillede op til tre pladser. Formandsposten var derimod uden dramatik, da Jens Rask var eneste kandidat og blev genvalgt.
De tre siddende bestyrelsesmedlemmer på valg blev ligeledes genvalgt for en toårig periode. Dermed fortsætter Nicolai Aistrup Pedersen, Michael Rasmussen og Nathalie Elise Nyeland i bestyrelsen, mens Torben Søndergaard, der også var på valg, indtræder som suppleant for en etårig periode.
– Jeg er rigtig glad for den tillid, vi har fået. Det forpligter, og vi ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med klubberne om at udvikle fundamentet under dansk sejlsport, siger Jens Rask i en pressemeddelelse.
Økonomien under lup
Og netop fundamentet for det videre arbejde – økonomien – fyldte en væsentlig del af generalforsamlingen.
De delegerede fik et grundigt indblik i arbejdet med at genetablere Dansk Sejlunions regnskabsfunktion. Hele bogholderiet er blevet genopbygget fra bunden efter en ny konteringsmetode, og der er arbejdet målrettet med at skabe:
klar og ensartet registrering
tydeligt budgetansvar
bedre og mere gennemsigtig rapportering
Målet er en enklere og mere transparent økonomistyring, som giver både organisation og klubber et bedre overblik over, hvordan midlerne anvendes.
Indsatsplan og folkeoplysning
Med økonomien på plads blev blikket rettet frem mod arbejdet i 2026.
Direktør Anders Kristensen præsenterede hovedlinjerne i de strategiske spor, som Dansk Sejlunion har aftalt med Danmarks Idrætsforbund. Her kommer blandt andet arbejdet med folkeoplysningsloven til at spille en central rolle i de kommende år.
– Folkeoplysning er måske ikke det mest sexede ord, men det er noget, vi bliver nødt til at forholde os til, lød det fra Anders Kristensen fra talerstolen.
Baggrunden er, at mange sejlklubber – og idrætsforeninger generelt – bliver presset på deres folkeoplysende status, hvilket kan have store økonomiske konsekvenser for den enkelte klub.
– Der sidder kommunalpolitikere, hvis hjerter ikke nødvendigvis banker lige så meget for sejlsporten, som vores gør, og vi er udfordret af, at mange klubber ligger på meget attraktive arealer. Det har allerede givet hovedbrud for nogle klubber, og vi ser desværre ind i, at det kan blive et stort anliggende for mange klubber fremadrettet. Derfor bliver arbejdet med folkeoplysning og rammevilkår et centralt fokusområde for Dansk Sejlunion fremover, fastslog han.
Ny IT-strategi
Generalforsamlingen fik også indsigt i Dansk Sejlunions nye IT-strategi, der skal gøre samarbejdet med klubberne enklere uanset, hvilke administrationssystemer der anvendes lokalt.
Fremover vil Dansk Sejlunion arbejde med en fleksibel integrationsmodel, hvor medlemsdata kan deles mellem klubber og union enten via automatiske eller mere manuelle løsninger.
– Baggrunden for strategien er et ønske om at gøre det nemmere at være både frivillig og sejler. I dag har vi ret begrænset indsigt i, hvem der benytter vores tilbud, og vi har ikke mulighed for at verificere, om de rent faktisk er medlemmer af en klub, sagde Anders Kristensen.
Som led i strategien arbejdes der derfor på at etablere en fælles platform og et centralt CRM-system, der skal sikre et bedre datagrundlag.
Med de strukturelle rammer på plads blev blikket derefter rettet mod generalforsamlingens eneste indkomne klubforslag.
Sejlsportsligaen til debat
Aarhus Sejlklub havde stillet forslag om, at Dansk Sejlunion fra 2027 skulle afsætte 1 mio. kr. årligt til Sejlsportsligaen. Forslaget blev dog trukket inden afstemning.
I stedet blev ligaens fremtid genstand for en længere og engageret debat under formiddagens uformelle møde. Her tegnede der sig hurtigt en bred enighed om, at Sejlsportsligaen er et vigtigt og attraktivt tilbud, som bør videreføres.
Samtidig stod det klart, at de nuværende økonomiske rammer ikke er forenelige med Dansk Sejlunions budget, påpegede formand Jens Rask.
– Ligaen er vigtig for dansk sejlsport, men vi er nødt til at finde en model, der hænger sammen økonomisk, sagde han.
Der var bred opbakning til bestyrelsens forslag om at arbejde videre med en ny model. Næste skridt bliver at samle interesserede klubber i en arbejdsgruppe, som skal udvikle en løsning, der er både organisatorisk og økonomisk bæredygtig.
– Det er naturligt, at Dansk Sejlunion deltager aktivt i arbejdet. Sammen med klubberne skal vi finde en model, der hænger sammen organisatorisk, økonomisk og praktisk, og det er jeg helt sikker på, vi kan, sagde Jens Rask.
På den baggrund valgte Aarhus Sejlklub at trække sit forslag.
Tak for god ro og orden
Dermed blev der sat punktum for en dag med både engagerede drøftelser og vigtige beslutninger om sejlsportens fremtid.
– Tak for en god generalforsamling, og tak til dirigenten for at føre os sikkert igennem. Tillykke til de valgte og tak til alle jer, der møder op og bakker op om demokratiet i dansk sejlsport, afsluttede Jens Rask.
Næste generalforsamling afholdes den 20. marts 2027 i Skovshoved. Inden da mødes klubberne igen til klubkonference og gallafest den 14. november 2026 i Aarhus.
Valg til Ordensudvalget
Da Carl Gerstrøm havde valgt at trække sig fra udvalget, betød det, at fire medlemmer skulle vælges i år. Benthe Pedersen Lund og Peter Gedbjerg blev valgt som nye medlemmer, mens Niels Lindeborg og Thomas Schult modtog genvalg. Sammen med Torben Bondrup og Christian Monberg blev Ordensudvalget komplet.
Valg af interne revisorer
Flemming Clausen og Jørgen Meyer modtog genvalg uden modkandidater.
Kontingent justeres fra 2027
Generalforsamlingen vedtog, at kontingentet til Dansk Sejlunion fra 1. januar 2027 fastsættes til 121 kr. pr. medlem.






