Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
ROCKWOOL Denmark SailGP Team in action during a practice session ahead of the Oracle Los Angeles Sail Grand Prix at the Port of Los Angeles, in California, USA. 21st July 2023. Photo: Simon Bruty for SailGP. Handout image supplied by SailGP
Kapsejlads

ROCKWOOL Racing på podiet for første gang i 2026

Med Nicolai Sehested ved roret sejlede Tom Johnson, Ed Powys, Hans-Christian Rosendahl, Luke Payne og Pearl Lattanzi ROCKWOOL Racing frem til tredjepladsen på Genèvesøen. Holdet kom dermed på podiet for første gang i 2026-sæsonen. Se video fra finalen med Sehested-holdet.

Af Troels Lykke |

ROCKWOOL Racing viste søndag, at formen er på vej opad i SailGP. På Genèvesøen sejlede det danske hold sig frem til tredjepladsen ved Rolex Switzerland Sail Grand Prix.

Dermed kom danskerne for første gang i 2026 på podiet i SailGP.

Holdet gik ind til søndagens sejladser som førende i gruppe A og med gode muligheder for at sikre sig en plads blandt de fire både i finalen.

To sejre sendte danskerne i finalen

Det begyndte dog ikke optimalt på andendagen, hvor ROCKWOOL Racing blev nummer fem i dagens første sejlads.

Derefter svarede danskerne markant igen.

Med to sejre i træk sikrede Nicolai Sehested og besætningen sig adgang til finalen. Det var samtidig anden SailGP-finale i træk efter finaledeltagelsen i Valencia to uger tidligere.

- Jeg er glad for tredjepladsen og endnu et stærkt resultat for holdet. Det er dejligt at mærke, at vi er på vej tilbage mod det niveau, hvor vi gerne vil være, siger den danske skipper Nicolai Sehested.

Han peger samtidig på, at Genèvesøen var et vanskeligt sted at sejle.

- Det var endnu en god dag for os i Genève. Det er et meget tricky sted, men det gik faktisk meget bedre, end vi havde forventet.

Stærke i den lette vind

Sejladserne blev afviklet under vanskelige forhold med let og skiftende vind, men netop her viste ROCKWOOL Racing god fart.

- Vi har helt klart fået båden til at fungere i de lette forhold, og det kan man se på resultaterne, siger Sehested.

I finalen lykkedes det ikke danskerne at tage sejren, men tredjepladsen blev alligevel endnu et tegn på fremgang efter en sæson, hvor resultaterne hidtil har været svingende.

- Vi kom i finalen for andet stævne i træk, så jeg er meget tilfreds med momentum og stabiliteten. Vi fik ikke helt det resultat ud af finalen, som vi ønskede, men vi gennemførte den plan, vi havde lagt, siger Nicolai Sehested.

Nummer otte samlet

Tredjepladsen betyder, at ROCKWOOL Racing nu ligger nummer otte i den samlede SailGP-stilling.

Der resterer to stævner i sæsonen.

SailGP-feltet fortsætter til Mellemøsten, hvor der efter planen skal sejles i Dubai og Abu Dhabi i slutningen af november.

Også her forventer Nicolai Sehested, at de lette vindforhold kan passe godt til det danske hold.

- Vi har to stævner tilbage, hvor vi forventer let vind, så der er en reel mulighed for at bygge videre på det momentum, vi har nu.

Samtidig understreger han, at der fortsat er arbejde at gøre, når båden skal præstere i mere vind.

- Derefter har vi masser af arbejde foran os i vinterpausen, så vi kan få båden til at fungere lige så godt, når vinden kommer op i mellem- og hårdvindsområdet.

SailGP 

ROCKWOOL Racings besætning i Genève bestod af:

  • Nicolai Sehested (DEN) – driver/rorsmand
  • Tom Johnson (AUS/DEN) – wing trimmer
  • Ed Powys (GBR) – flight controller
  • Hans-Christian Rosendahl (DEN) – grinder
  • Luke Payne (AUS) – grinder
  • Pearl Lattanzi (USA) – strateg

Magnus Overbeck (DEN) var tilknyttet holdet som udviklings-/reserveatlet.

content-loader
content-loader