Silverrudder-sejler gik ud på kølen af First 18 og faldt i vandet - tæt på at gi op
Solosejler Matija Jezeršek røg kort før midnat i vandet nord for Fyn under Silverrudder 2026. I halvanden time blev han slæbt efter sin First 18 med fire knob. – Hvis båden kæntrer, skal man ikke klatre ud på kølen. Bliv om bord og tilkald hjælp, hvis det bliver nødvendigt, siger han til Yacht.de.
Det begyndte som endnu en hård, men kontrollerbar Silverrudder for den 50-årige slovener Matija Jezeršek. Han sejlede sin Beneteau First 18 rundt om Fyn i den internationale solokapsejlads fra Svendborg.
Men nord for Fyn ændrede situationen sig dramatisk.
Kort før midnat lå Matija Jezeršek pludselig i det mørke vand bag sin egen båd. Han var stadig fastgjort med sin sikkerhedsline, men båden fortsatte med over fire knob, og vandtrykket gjorde det umuligt for ham at komme om bord.
I omkring en til halvanden time blev han slæbt efter båden, inden hjælpen nåede frem.
Burde være vendt om tidligere
Silverrudder var Matija Jezeršeks anden deltagelse. Første gang gennemførte han turen rundt om Fyn.
Den første del af årets sejlads forløb godt.
– Den første tredjedel var virkelig fin. Jeg nød sejladsen. Det blæste, men det var absolut kontrollerbart, fortæller han til Yacht.de
Da han nåede den nordlige del af Fyn, begyndte den hårdere del af turen. Han sejlede mod vinden, og forholdene blev mere krævende.
– Jeg sagde til mig selv, at jeg ville prøve, og hvis det blev for hårdt, ville jeg vende om og søge havn. Men når jeg ser tilbage, var det min første grundlæggende fejl. Jeg burde være vendt om dér.
Han vurderede ifølge eget udsagn forkert, hvor længe han fortsat kunne sejle sikkert i forholdene.
Ingen autopilot og ingen pauser
Matija Jezeršek valgte at søge tættere mod land, ligesom flere andre deltagere.
Her var bølgerne mindre og vinden svagere, men den lille 18-fods båd blev fortsat kastet rundt i de korte søer.
– Båden dykkede ned, stoppede kort og dykkede igen. Man holder sig fast med benene og stropperne. Der er ikke noget øjeblik, hvor man rigtig kan slappe af, siger han til Yacht.de.
Han havde heller ingen autopilot om bord og måtte derfor selv styre hele tiden.
Efter Æbelø kom han igen ud i mere åbent vand. Bølgerne voksede, og vinden blev mere ustabil.
Endnu en gang overvejede han situationen.
– Det var anden gang, jeg havde mulighed for at vende om. Jeg gjorde det ikke.
Ville tage en kort pause
Kort før midnat var det helt mørkt, og trætheden begyndte at melde sig.
Matija Jezeršek besluttede derfor at tage en kort pause. Han rullede forsejlet ind, drak vand og spiste en sandwich.
Derefter gjorde han klar til at fortsætte.
Han rullede forsejlet ud igen, men vinden ramte båden fra den forkerte side, og han nåede ikke at slække skødet hurtigt nok.
Båden blev lagt helt ned.
Masten ramte vandet, og sejlene kom under overfladen.
– Jeg slækkede skøderne. Men så gik jeg i panik og kravlede ud på kølen for at få båden på ret køl igen. Det var dumt. Det gik så hurtigt, at jeg lå i vandet, før jeg egentlig forstod, hvad der var sket.
Livlinen holdt ham ved båden
Matija Jezeršek havde været koblet til bådens sikkerhedsline, siden han forlod havnen.
Det blev afgørende.
Linen var fastgjort ved masten og lang nok til, at han kunne bevæge sig rundt på båden. Da han faldt over bord, kunne han arbejde sig tilbage mod hækken.
Han kom helt tæt på.
Men båden begyndte samtidig at accelerere.
– Jeg var omkring 30 centimeter bag båden. Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare kalde hjælp. Men så opdagede jeg, at forsejlsskødet ikke var helt slækket. Båden begyndte at sejle.
Farten steg til mere end fire knob. Det gjorde det næsten umuligt at trække sig op.
– Vandtrykket var så kraftigt, at jeg ikke kunne komme op. Jeg prøvede igen og igen. Men det var umuligt.
Sendte Mayday på kanal 16
Efter fem-ti minutter stod det klart for Matija Jezeršek, at han ikke kunne redde sig selv.
Han tog sin håndholdte VHF frem og sendte Mayday på kanal 16.
Det var første gang i ni års sejlads med båden, at han havde haft radioen siddende på kroppen under sejlads.
Tidligere havde han normalt haft den liggende inde i båden.
– Uden radioen havde ingen fundet mig. Det var kulsort. Båden sejlede videre alene, og ingen kunne se, at der hang en mand efter den.
Han kaldte flere gange over radioen og oplyste sit startnummer og sejlnummer. Tanken var, at redningsmandskabet kunne sammenholde oplysningerne med Silverrudders tracker og dermed finde båden.
Forsøgte at stoppe båden
Matija Jezeršek mistede efterhånden fornemmelsen for tiden.
Han vurderer, at han lå i vandet i mellem en time og halvanden. Bukser og sko begyndte samtidig at trække ham ned.
– Det føltes næsten som en faldskærm i vandet.
Han tog derfor både sko og bukser af. Flere gange forsøgte han at bruge roret til at tvinge båden op i vinden, så den mistede farten.
Det lykkedes kortvarigt.
Men så snart han slap roret for at forsøge at kravle om bord, begyndte båden igen at sejle.
– Hver gang tog den fart med det samme. Vandtrykket var utrolig kraftigt. Jeg kunne ikke komme op.
Helikopter fløj først forbi
På et tidspunkt kom en redningshelikopter frem.
Men den fløj forbi ham. Det blev et psykisk vendepunkt.
– Da begyndte jeg for alvor at ryste. Det var første gang, jeg virkelig mærkede kulden.
Han begyndte at overveje sine sidste muligheder.
Enten måtte han på en eller anden måde få sig selv tilbage om bord, eller også måtte han håbe på, at båden til sidst drev ind mod land og stoppede.
Men omkring ti til 15 minutter senere kom et redningsfartøj frem.
En redder gik direkte om bord på den lille sejlbåd og fik Matija Jezeršek trukket ud af vandet.
– Jeg kunne næsten ikke løfte arme og ben. Men jeg følte mig som født på ny. Født ud af vandet.
Fløjet til Odense Universitetshospital
På redningsbåden blev han pakket ind i redningsfolie, mens en redder forsøgte at varme ham med sin egen kropsvarme og hele tiden talte til ham.
Kort efter blev en læge firet ned fra helikopteren.
Matija Jezeršek blev derefter hejst om bord i helikopteren og fløjet til land, inden turen gik videre med ambulance til hospitalet i Odense.
Her blev han blandt andet undersøgt med EKG og blodprøver og lagt under varmetæppe.
Hans kone hentede ham tidligt om morgenen.
Båden blev samtidig slæbt til nærmeste havn og senere taget på land.
Tre erfaringer efter ulykken
Efter dramatikken peger Matija Jezeršek selv på flere ting, andre solosejlere kan lære af hændelsen.
Den første handler om VHF-radioen.
– Radioen skal sidde på kroppen. Altid. Ikke et eller andet sted inde i båden. Jeg er 100 procent sikker på, at den reddede mit liv.
Den anden erfaring handler om, hvad man gør, når en lille sportsbåd lægger sig ned.
– Hvis båden kæntrer, skal man ikke klatre ud på kølen. Rul først forsejlet ind. Båden vil selv rette sig op. Bliv om bord og tilkald hjælp, hvis det bliver nødvendigt.
Også længden på sikkerhedslinen skal overvejes nøje. Linen reddede ham fra at blive skilt fra båden, men den gjorde det samtidig vanskeligt at komme tilbage om bord.
Kilde. Yacht.de




