Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Efter en grundstødning er Granada 31eren blevet utæt i bunden og skal repareres med glasfiber. Samtidig anbefaler ejeren, at kølboltene bliver efterset og spændt. Privatfoto

Granada 31 sælges for 5.000 kroner efter grundstødning

En omfattende skade i bunden har fået Allan Kjerulff Ekstrøm til at sætte sin Granada 31 fra 1978 til en symbolsk pris. Båden, der er i Jyllinge, rummer ifølge ejeren udstyr og forbedringer for op mod 150.000 kroner, men køberen skal selv stå for reparation og borttransport.

Af Troels Lykke |

En Granada 31 kan nu købes for blot 5.000 kroner i Jyllinge. Bag den usædvanligt lave pris står Allan Kjerulff Ekstrøm, som ikke længere selv har mulighed for at gennemføre den nødvendige renovering.

Båden er fra 1978 og beskrives som en projektbåd. Efter en grundstødning er den blevet utæt i bunden og skal repareres med glasfiber. Samtidig anbefaler ejeren, at kølboltene bliver efterset og spændt.

- Jeg har ikke selv mod på renoveringen på grund af alder og helbred, forklarer Allan Kjerulff Ekstrøm i salgsopslaget på facebook.

Motor fra 2013 med få timer

Selv om båden kræver en omfattende indsats, følger der en lang række nyere installationer og udstyr med. Ifølge ejeren er der gennem de seneste 10 til 15 år foretaget udskiftninger og renoveringer for op mod 150.000 kroner.

Båden har blandt andet en 17 hk Solé-dieselmotor fra 2013, som kun har kørt omkring 300 timer. Dertil kommer en Max-Prop foldepropel fra Korsør Propeller, Autohelm-selvstyrer, Harken-rullegenua og nyere sejl fra Quantum.

Om bord findes også toilet med holdingtank og pumpe, elektronisk batterilader, startbatteri fra 2026 og en køleboks med Danfoss-kompressor. Et cockpittelt, som ifølge ejeren kun er brugt få gange, følger ligeledes med.

Flere fejl skal udbedres

Ud over skaden i bunden og behovet for kontrol af kølboltene bør gummibælgen ved bådens Volvo 110 S-drev udskiftes. Dieseltanken skal også gennemgås på grund af en mindre lækage.

Det er derfor ikke en båd, der umiddelbart kan søsættes og sejles videre i. Til gengæld mener Allan Kjerulff Ekstrøm, at den rette køber kan få betydelig værdi for pengene.

- Hvis du er handy og god til bådreparation, kan du få en god båd med meget udstyr for næsten ingen penge. Alternativt kan båden bruges som reservedelslager eller med henblik på skrotning, skriver han.

Skal fjernes fra havnen

Den lave pris er betinget af, at køberen sørger for at få båden transporteret væk fra havnen i Jyllinge.

Der er samtidig en tidsfrist. Hvis der ikke findes en køber, vil demontering af båden ifølge annoncen blive påbegyndt senest den 20. august 2026.

 

content-loader
content-loader