Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Sådan kan det gå, når et rulleforsejl blæser ud i en storm og flår sig selv i stykker – her på min Shipman 28. Foto: Privat / tidligere ejer

Peer Bonnemann advarer mod falsk sikkerhed - sejlede i 28 m/sek. og mistede sit rulleforsejl

Efter 60 år på vandet advarer Shipman 28-sejler Peer Bonnemann fra Aarhus mod falsk tryghed til søs. En rullefok, der satte sig fast i 28 m/sek., og en oppustelig redningsvest, der forhindrede ham i at komme om bord, fik ham til at droppe begge dele. Nu efterlyser han mere gammeldags sømandskab.

Af Troels Lykke |

Debatindlæg af Peer Bonnemann, Aarhus. Sejler i en Shipman 28.

Rulleforsejlet blæste ud i 28 sekundmeter

Efter over 60 år på vandet og en tur i 28 sekundmeter på vej til Bogense, hvor rulleforsejlet blæste ud og flåede sig selv i stykker, har jeg truffet et valg: Rulleforstaget er smidt i land, og min Shipman 28 er rigget tilbage til 70’ernes enkle, driftssikre løsning med to forstag i stævnen, nedhaler og stormfok på babystaget.

Vindmåleren ramte 28 sekundmeter i pustene. Derude, hvor vandet ryger, og man for alvor mærker, hvad ens båd og grej er lavet af, skete det, som aldrig må ske: Mit rebede rulleforsejl blæste ud i fuld størrelse, vred sig selv i stykker og låste sig urokkeligt fast i rulleprofilen.

Det var umuligt at rulle ind, og det var umuligt at få ned. Heldigvis er en gammel Shipman 28 fra 70’erne bygget med blykøl og et skrog, der ikke sådan lader sig tryne. Så i stedet for at gå i panik gik jeg frem, afmonterede skøderne og fik med ren håndkraft pakket og surret det flåede sejl så stramt omkring forstaget, som jeg overhovedet kunne nå op. Derefter fortsatte jeg roligt sejladsen ind til Bogense og langturs-træf.

Men oplevelsen satte en tyk streg under noget, der længe har bekymret mig: I vores iver efter at gøre alting nemt, smart og "sikkert" med moderne hjælpeudstyr, har vi glemt det helt basale sømandskab.

Moderne hjælpeudstyr kan blive en fælde

I dag kan man næsten ikke åbne et sejlerblad eller gå en tur på broen uden at blive mødt af nye løsninger, der angiveligt skal højne sikkerheden. Der skal rulleforsejl og rullestorsejl på, el-spil i cockpittet, bovpropeller, store kortplottere og alarmer for alt. Og allerhelst skal samtlige fald, reb og skøder føres tilbage til cockpittet, så ingen behøver at bevæge sig frem på dækket.

Det minder mig om dengang, vi fik ABS-bremser på motorcyklerne. Det var en fantastisk opfindelse, lige indtil systemet svigtede. For da havde både nye og gamle kørere glemt det basale håndværk: hvordan man doserer en forbremse på våd asfalt – og så væltede de.

Præcis det samme sker på vandet i dag. Når alting er pakket ind i mekanik, blokke, aflastere og elektronik, mister vi følingen med båden og kræfterne i riggen. Og den dag mekanikken sætter sig i hårknude i hårdt vejr, står besætningen på bar bund. Et rulleforsejl, der kiler sig fast i storm, kan ikke bare lige bjærges.

Et helt netværk af liner ført gennem ti blokke til cockpittet skaber friktion og kludder, når det virkelig gælder – og hvis ingen er vant til at færdes sikkert på fordækket i høj sø, bliver en simpel line ved masten pludselig livsfarlig.

Derfor har jeg fjernet rulleforstaget på min Shipman 28

Jeg har sejlet i over 60 år med alt, der kan flyde – fra hyttefad og tømmerflåde til joller, lystbåde, fiskekuttere, isbrydere, coastere, skonnerter og galeaser, både som erhverv og fritidssejlads.

Jeg har været over bord, og jeg har været forlist, men jeg er aldrig løbet ind i de store havarier, fordi jeg har lært faget fra bunden.

Men når jeg i dag sidder og ser sejlere på YouTube, bliver jeg ofte rystet. Man ser folk med både spækket med det nyeste grej, som alligevel bliver taget fuldstændig på sengen af vejret, går i panik ved en simpel havnemanøvre eller agerer hovedløst på dækket. De har købt udstyret, men de har aldrig klargjort i deres eget hoved, hvad det egentlig vil sige at gå til søs.

Efter min tur i de 28 sekundmeter på vej til Bogense tog jeg konsekvensen på min egen Shipman 28. Jeg pillede hele rullesystemet af.

I stedet har jeg rigget båden til, som man gjorde i gamle dage – en gennemtænkt løsning, som slet ikke er mulig på nutidens moderne både: To klassiske forstag monteret helt fremme i stævnbeslaget til forsejl med pistolhager og nedhaler, suppleret af et solidt babystag agten for ankerbrønden, hvor jeg kan sætte min stormfok.

For nogle lyder det måske som et tilbageskridt. For mig er det ren sikkerhed og godt sømandskab:

  • Fuld kontrol i al slags vejr: Med pistolhager og nedhaler kommer sejlet ned på dækket, når jeg slipper faldet og haler ned – uanset om det blæser 5 eller 28 sekundmeter. Der er ingen rulleprofil, der kan låse sig fast.

  • Sikkert sejlskifte: Med to forstag side om side i stævnen kan jeg sætte det næste sejl op og gøre det klar, før jeg bjærger det gamle. Båden mister aldrig styringen, og jeg har altid fuld styr på dugen.

  • Stormfok på babystaget: Når vejret for alvor viser tænder, sætter jeg stormfokken på babystaget. Det flytter sejlcentret ind mod midten af båden og væk fra den urolige stævn, samtidig med at man står langt sikrere og mere i læ på dækket, når den skal sættes og bjærges.

  • Enkel, gennemskuelig rig: Både den stående og den løbende rig er skåret ind til benet uden unødvendige blokke og komplicerede mekanismer. Alt kan ses med det blotte øje, og alt kan repareres med en kniv, et stykke tovværk eller en sjækkel.

Redningsvesten holdt mig flydende, men forhindrede mig i at komme om bord

Jeg taler af bitter erfaring, når det gælder udstyr, der ser godt ud på papiret, men svigter i virkeligheden. Jeg har selv prøvet at ryge over bord med livline på og en stor automatisk 180N SOLAS-redningsvest.

Da vesten pustede sig op, skabte den så voldsom opdrift og fylde foran på brystet, at jeg hverken kunne trække mig frem, vende mig bagud eller få kroppen ind til båden for at komme op ad badestigen. Vesten holdt mig flydende, men den gjorde mig samtidig ude af stand til at redde mig selv om bord igen.

Samtidig oplevede jeg under et forlis, hvor skrøbelige de oppustelige lunger er i praksis: Når man i kampens hede kommer i berøring med stag, splitpinde eller andre – ikke nødvendigvis særligt skarpe – kanter, punkterer lungerne. Det skaber en dyb usikkerhed, når ens liv pludselig afhænger af en tynd luftpude, der kan miste pusten ved et uheld.

I dag er de oppustelige veste smidt i land og erstattet af klassiske Baltic Offshore-veste med fast opdrift. De kan ikke punktere, der er intet mekanisk, der kan svigte, og jeg har fuld bevægelsesfrihed til at bruge arme og krop og komme op ad stigen, hvis uheldet skulle være ude igen.

Ankeret var vores nødbremse – og sømandskab var noget, man lærte

I 70’erne og 80’erne var sikkerhed noget helt andet. Dengang lærte man fra barnsben, at man altid har sit anker klar – især når man anløber havn. Et anker er en fantastisk nødbremse, hvis motoren eller gearet svigter i et kritisk øjeblik. På min egen båd har jeg anker klar både for og agter, og selv et mindre frokostanker kan gøre hele forskellen, når det virkelig gælder.

Man lærte også, at man altid tog søbukser på, når man lavede mad i kabyssen, så man ikke skoldede benene, når gryden væltede i søen. Man lærte, at man aldrig bar redningsvest under dæk, så man ikke sad fast i lugen, hvis båden kæntrede eller tog vand ind. Og man lærte at læse skyerne, binde sine knob i mørke og bruge sit mandskab rigtigt.

Det var rå, praktisk logik, som ikke krævede strøm eller dyre reservedele.

Sikkerhed kan ikke købes i en bådudstyrsbutik

Jeg siger ikke, at alt moderne udstyr er af det onde. Men vi er nødt til at stoppe op og spørge os selv, om alle de nye hjælpemidler gør os til bedre sejlere – eller om de blot luller os ind i en falsk tryghed, indtil den dag naturen viser tænder.

Sikkerhed til søs kan aldrig købes i en bådudstyrsbutik. Den starter i hovedet på skipper, i forberedelsen af besætningen og i respekten for det enkle, solide håndværk.

Redaktionel bemærkning: Hovedteksten er bevaret. Kun overskrift, underrubrik, byline og mellemrubrikker er redigeret. Indlæggets vurderinger af redningsveste, rig og sikkerhed er skribentens egne og bør ikke læses som generelle sikkerhedsanbefalinger.

Peer Bonnemann

content-loader
content-loader