Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Ni AC40’ere klar til America’s Cup-opgør i Napoli 

Ni foilende AC40’ere fra seks America’s Cup-hold mødes i Napoli fra 24. til 27. september. Det franske La Roche-Posay Racing Team er klar igen. Selve 38. America’s Cup i 2027 har nu syv hold tilmeldt, mens Team Australia ikke deltager i denne uges regatta.

Af Troels Lykke |

Napoli bliver i denne uge centrum for America’s Cup-verdenen, når anden Preliminary Regatta frem mod 38. America’s Cup sejles på bugten ud for den italienske storby.

La Roche-Posay Racing Team er allerede rykket ind på sin nye base i Bagnoli og stiller med Quentin Delapierre og Diego Botín som rorsmænd, mens Jason Saunders og Florian Trittel sejler som trimmere. Enzo Balanger og Timothé Lapauw er reserver, skriver holdet i en pressemeddelelse.

Franskmændene holder dermed fast i den besætning, der ved den første Preliminary Regatta i Cagliari sluttede som nummer fire samlet og som næstbedste Challenger efter Luna Rossa.

Seks hold og ni både i Napoli

Der kommer seks America’s Cup-hold til start i Napoli, men hele ni AC40’ere.

Forklaringen er, at Emirates Team New Zealand, Luna Rossa og britiske GB1 hver stiller med to både – en til seniorholdet og en til deres Women & Youth-besætning. Frankrig, Tudor Team Alinghi og det nye amerikanske American Racing Challenger Team USA stiller hver med én båd.

Dermed får amerikanerne deres første optræden i en Preliminary Regatta i denne America’s Cup-cyklus. Team Australia er også officielt tilmeldt America’s Cup 2027, men australierne kommer ikke til start i Napoli i september.

Der sejles officielle træningssejladser torsdag 24. september, mens de egentlige pointsejladser følger fredag, lørdag og søndag. Efter otte fleet races går de to bedste både videre til en afsluttende matchrace søndag.

Har trænet i AC75

Det franske hold har siden regattaen i Cagliari primært koncentreret sig om træningen i den store AC75 i Lorient. I begyndelsen af september vendte holdet tilbage til AC40’eren og gennemførte fire dages målrettet træning i Napoli.

AC40 er mindre og lettere end AC75 og har automatisk flight control. Det betyder, at besætningen i højere grad kan koncentrere sig om starter, positionering, taktik og manøvrer.

- Vi kan mærke, at kapsejladsen kommer tættere på. Vi er tilbage på vandet med de andre hold, og intensiteten stiger helt naturligt, siger den franske skipper Quentin Delapierre.

Syv hold er med i America’s Cup 2027

Selv om kun seks hold sejler i Napoli i denne uge, er syv hold nu officielt med i 38. America’s Cup.

Det er Defender Emirates Team New Zealand samt de seks Challengers GB1 fra Storbritannien, Luna Rossa fra Italien, Tudor Team Alinghi fra Schweiz, La Roche-Posay Racing Team fra Frankrig, American Racing Challenger Team USA og Team Australia. Den australske tilmelding blev accepteret i maj og bragte det samlede felt op på syv – det største America’s Cup-felt siden Valencia i 2007.

Australien vender dermed tilbage til America’s Cup med blandt andre OL-guldvinderen Tom Slingsby som Head of Sailing og den tredobbelte Cup-vinder Glenn Ashby som Head of Performance & Design.

America’s Cup afgøres i juli 2027

Den egentlige America’s Cup-kampagne i Napoli begynder i foråret 2027. Challengerne skal først gennem Louis Vuitton Cup, der skal finde det hold, som får retten til at møde forsvareren Emirates Team New Zealand. Challenger-serien er planlagt fra midten af maj og frem mod begyndelsen af juli.

Selve Louis Vuitton 38th America’s Cup Match starter lørdag 10. juli 2027 i Napoli. Matchen sejles som først til syv sejre og er planlagt frem til 19. juli, med mulighed for ekstra racedage, hvis vejret kræver det.

Inden da bliver regattaen i Napoli 24.-27. september den sidste store mulighed i 2026 for at se størstedelen af holdene direkte mod hinanden i identiske AC40’ere.

NAPOLI: PROGRAMMET

Den anden indledende regatta frem mod Louis Vuitton 38th America’s Cup sejles i ens AC40-både i Napolibugten.

Torsdag 24. september

Officiel pressekonference: kl. 10.00
Officiel træningsdag
Præsentation af holdene i Race Village kl. 18.30

Fredag 25. september

Fra kl. 14.00:
3 fleet races

Lørdag 26. september

Fra kl. 14.00:
3 fleet races

Søndag 27. september

Fra kl. 14.00:
2 fleet races

www.americascup.com

content-loader
content-loader