Gå til hoved-indhold
Udstyr
Ved mange af ankerpladserne viser appen målte vanddybder. Målingerne kommer fra både, der tidligere har sejlet eller ligget i området.

Gratis Sailserver app viser 17.000 ankerpladser og målinger fra både

Sailserver samler oplysninger om ankerpladser, havne, vanddybder og vindforhold fra både over store dele af verden. Dataene er vejledende og må ikke erstatte søkort og almindelig navigation, siger ingeniør og sejler Jørg Ulrich Hansen fra Sailserver ApS i Sønderborg.

Af Troels Lykke |

Sejlere kan nu få adgang til mere end 17.000 registrerede ankerpladser og havne gennem Sailserver-appen. Databasen bliver løbende udvidet, når både med Sailserver-udstyr registrerer nye steder og foretager målinger.

Appen er især tænkt som hjælp til sejlere, der bevæger sig ind i ukendte farvande og leder efter mulige ankerpladser eller havne.

- Det giver en ekstra tryghed at kunne se, at andre både tidligere har ligget samme sted, siger Jørg Ulrich Hansen fra Sailserver ApS i Sønderborg.

Viser dybde og vind

Ved mange af ankerpladserne viser appen målte vanddybder. Målingerne kommer fra både, der tidligere har sejlet eller ligget i området.

Samtidig vises aktuelle vindmålinger fra både, der befinder sig på vandet i nærheden. Vinddataene opdateres løbende og kan dermed give et billede af de lokale forhold.

Ifølge Jørg Ulrich Hansen kan de indsamlede dybdemålinger være nyttige i områder, hvor de officielle opmålinger er begrænsede.

- I praksis kan målingerne ofte give et mere aktuelt billede af dybdeforholdene, især tæt på kysten, hvor oplysningerne i digitale søkort nogle steder er sparsomme, siger han.

Han understreger samtidig, at oplysningerne kun er vejledende. Målingerne kan være behæftet med usikkerhed og må derfor ikke bruges som erstatning for søkort, ekkolod og almindeligt sømandskab.

Supplement til andre tjenester

Sailserver minder på flere områder om tjenester som Navily og NoForeignLand, hvor sejlere kan finde beskrivelser, billeder og anmeldelser af havne og ankerpladser.

Forskellen er ifølge virksomheden, at Sailserver i højere grad bygger på automatisk indsamlede målinger af blandt andet vanddybde og vind.

Appen kan anvendes gratis på iPhone, Android og i en almindelig internetbrowser.

Dataene bliver indsamlet gennem Sailserver-enheder, der er installeret om bord på private både. Enheden kan samtidig fungere som ankervagt og overvåge bådens position, vindforhold og vanddybde.

Systemet kan advare ejeren, hvis båden flytter sig, eller forholdene omkring den ændrer sig. Det kan blandt andet være relevant i tæt besøgte bugter eller under ophold i land.

Sailserver fører desuden automatisk logbog over bådens sejlture.

content-loader
content-loader