Gå til hoved-indhold
Test

Test: Foils, plads og 40 knob: Aquila 42 Coupé - katamaranen der letter

Vi testede Aquila 42 Coupé i Sydfrankrig. Her er indtrykket: En power-katamaran, der kombinerer sportsbådens punch med katamaranens ro – og som med foils ændrer følelsen af fart og bølger markant. Sejlegenskaberne er ganske enkelt imponerende. Se den på Cph Boat Show.

Af Troels Lykke |

Motorkatamaraner vinder hastigt frem. De tilbyder mere plads end traditionelle motorbåde, større stabilitet i bølgerne og ofte et lavere brændstofforbrug.

Samtidig er de typisk mere underholdende at sejle – ikke mindst når de er udstyret med foils, som løfter båden delvist fri af vandet og reducerer modstanden markant.

Det er netop her, Aquila 42 Coupé markerer sig.

Første møde i Cannes – test i Sydfrankrig

Vi så Aquila 42 Coupé første gang på Cannes Yachting Festival i september 2025, hvor den nye nordiske importør, Bjarne Holst Pahus, præsenterede modellen. Båden blev vist med Volvo Penta Dual Propeller Inboard (DPI), Assisted Docking og joystick-styring.

Men det, der for alvor adskiller Coupé-serien fra mange konkurrenter, ligger ikke i motorrummet – det ligger mellem skrogene, både centralt og agter: Aquila Hydro-Glide® foiling som standard.

Det var netop dét, der trak motorbaadsnyt.dk til Sydfrankrig senere på året for en reel testsejlads.

Kinesisk produktion, amerikansk salg – europæisk gennembrud

Har du ikke hørt om Sino Eagle Yachts, er du ikke alene. Værftet bag Aquila råder over højteknologiske kompositfaciliteter i Hangzhou og producerer under navnet Aquila Power Catamarans i dag motorkatamaraner fra 28 til 70 fod.

Aquila-brandet er udviklet i samarbejde med MarineMax og bl.a. J&J Design Group og har opnået stor udbredelse i USA, hvor sejlads i hårdt vejr og ved høj fart stiller store krav til konstruktionen.

Aquila Hydro-Glide: Et fast foil, der gør forskellen

Aquila Hydro-Glide-systemet består af en fast kulfiberfoil monteret mellem skrogene. Rammer man en sten, er foilen konstrueret til at give efter uden at overføre kræfterne til skroget.

Pointen er ikke en “flyvende båd” som på racerbåde med komplekse styresystemer – men et kontrolleret løft, der reducerer modstand, giver en roligere gang og kan sænke brændstofforbruget markant, når farten kommer op.

Jean Raas, Chief Product Officer og CEO hos Aquila USA, forklarer beslutningen om at gøre foils til standard:

- Da vi begyndte udviklingen af Coupé-serien, vidste vi, at vi ville tilbyde foils som en mulighed. Erfaringerne fra vores 36 Sport-katamaraner viste markante forbedringer – op til 35 procent brændstofbesparelse. Derfor besluttede vi at gøre foils til standard på Coupé-modellerne.

Ifølge Aquila-værftet betragtes 36 Sport-modellen i dag som verdens førende serieproducerede foil-motorkatamaran, og Coupé-serien skal gøre teknologien mere tilgængelig i hverdagssejlads.

På vandet i Sydfrankrig: Svæver delvist – og dundrer ikke

Det mest markante under testen var følelsen i skroget. Ved de rette hastigheder løfter Aquila 42 Coupé sig delvist fri af vandet og bliver mere letbenet over søen. Bølgerne føles mindre brutale, og båden glider hen over vandet i stedet for at banke sig igennem.

BÅD oplevede Aquila 42 Coupé som en overbevisende kombination af kontrol og komfort – og det gik ikke langsomt. Under testen nåede vi en topfart omkring 40 knob i Sydfrankrig.

Dansk importør: Foils er effektivitet – ikke et trick

Den danske importør og flerskrogsekspert Bjarne Holst Pahus fra Skandinavisk Katamaran Center i Rødovre peger på, at foils handler om langt mere end topfart:

- På en enkeltskrogsbåd øger man typisk motorkraften for at få større rækkevidde. Foils er langt mere effektive og reducerer både forbrug og vedligehold. Det er en mere bæredygtig løsning.

Det er netop i overgangsområdet fra deplacement til planing, at Aquila 42 Coupés “magiske” punkt opstår.

Test: Aquila 42 Coupé med Volvo Penta D6

Testbåden var udstyret med 2 × Volvo Penta D6 indenbordsmotorer. Modellen leveres som standard med 2 × Mercury Verado V10 400 hk, men indenbordsløsningen tiltaler sejlere, der ønsker diesel, joystick-integration og et mere klassisk yacht-setup.

Ifølge importøren ligger merprisen i forhold til Mercury-løsningen omkring 650.000 kroner.

Aquila 42 Coupé accelererer kontant, reagerer direkte på gashåndtaget og føles mere sportslig, end volumen og vægt umiddelbart antyder.

Man mærker tydeligt når båden er pænt løftet ud af vandet:

- Ved 19–21 knob løfter foils båden ud af vandet, og derefter falder dieselforbruget med over 30 procent, da der er mindre modstand i vandet – både fordi båden ligger højt, og fordi det er smalle pontoner, der rammer vandet. Samtidig laver den meget lidt dønning, forklarer Bjarne Holst Pahus, der var med under testen i efteråret 2025.

Topfarten ligger omkring 40 knob, afhængigt af load og opsætning.

Indretning: Katamaranens trumfkort – uden at ligne en færge

Aquila 42 Coupé er indrettet i lyse materialer med masser af naturligt lys, og fås også i en mørk valnød. De store vinduer giver en imponerende kontakt til omgivelserne – især i salonen, men også i de to store, brede kahytter, som er bygget bredere over vandlinjen.

Apteringen er på et højt niveau, og materialevalget matcher prisklassen omkring 9-10 millioner kroner.

Når man træder indenfor, mødes man af en lys og åben indretning i ét plan, hvor salonen har direkte forbindelse til cockpittet. Pantryet ligger agter i styrbord side og fungerer som en naturlig forlængelse af det udendørs kogeområde.

Udstyret er omfattende: køle-/fryseskuffer, induktionskogeplade, mikrobølgeovn, dyb vask, rigelig opbevaring over og under bordpladerne – og endda en indbygget affaldsbeholder. Under gulvet er der yderligere opbevaring samt teknisk adgang til pumper og aircondition.

I bagbord side står en L-formet dinette med plads til fire, som kan omdannes til daybed eller ekstra køje. Store vinduespartier giver 360 graders udsyn, og et TV kan sænkes ned fra loftet. En stor skydedør i glas forbinder salonen direkte med agterdækket.

Ejerkahyt

Ejerkahytten ligger i bagbord skrog og føles en anelse mere rummelig end gæstekahytten i styrbord side. Naturligt lys strømmer ind gennem et stort skrogvindue, og kahytten rummer en fuld queensize seng, loftluge og læselamper.

Opbevaringen er gennemtænkt med hængeskab, skuffer, indbyggede hylder og god ståhøjde – også over sengen.

Det private badeværelse byder på en rummelig, separat bruseniche med foldedør, ferskvandstoilet, spejlskab og ekstra opbevaring. For privatlivets skyld kan skroget lukkes af med en delvis skydedør – og yderligere en dør for fuld adskillelse.

Gæstekahytten i styrbord skrog spejler i høj grad ejerkahyttens layout med queen-size seng, loftluge, læselamper og stort skrogvindue. Opbevaringen består af hængeskab og hylder, og ståhøjden er god overalt.

Badeværelset er en smule mere kompakt, men rummer vask med opbevaring, ferskvandstoilet og separat bruseniche med oplukkeligt koøje.

Nordisk satsning og marked i vækst

Bjarne Holst Pahus fra Skandinavisk Katamaran Center ApS i Rødovre er udnævnt som officiel distributør for Aquila Power Catamarans i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Benelux og Polen:

- Vi glæder os til at bringe Aquila ind på det nordeuropæiske marked. Katamaranen rammer et behov for både fart, komfort og effektivitet, som vi ser en stigende interesse for blandt kunder i regionen.

Han peger på, at interessen for multihulls vokser markant i Norden – både blandt tidligere sejlbådsejere og familier, der ønsker mere plads og stabilitet.

Pris, kvalitet og forventninger

Prisen for en Aquila 42 Coupé ligger omkring 10 millioner kroner sejlklar med moms. En fuldt udstyret demobåd med indenbordsmotorer koster cirka 11,5 millioner kroner. Modellen vises frem på Boat Show i Fredericia i maj 2026.

Om prisen siger Bjarne Holst Pahus til BÅD:

- Jeg er godt klar over, at det ikke er den billigste 42-fods katamaran på markedet. Men foils kræver ekstra arbejde og kulfibermaterialer, og når farten kommer over 35 knob, stiller det store krav til skrogstyrken. Man skal ikke tro, at der er sparet på noget, fordi båden er kinesisk – tværtimod. Jeg har besøgt fabrikken i Kina og kan konstatere, at byggekvaliteten er meget høj.

Han forklarer videre: - Alle bådene er infusionsstøbt med det stærkere og dyrere vinylester i stedet for polyester. Aquila fremstiller selv hynder, træelementer og alt rustfrit stål, men elektronikken ombord er kendte mærkevarer som Raymarine, C-zone, Volvo og Mercury. 
Mange amerikanske sejlere kræver, at båden kan tåle hårde forhold, fx omkring Miami.

Sport og komfort i samme pakke

- Aquila 42 Coupé kombinerer det åbne udtryk fra en sportsbåd med komforten fra en egentlig yacht. Den næsten fem meter brede katamaran giver masser af plads i både cockpit og salon, som er i ét plan. Under dæk byder båden på to separate kahytter – begge med eget bad og toilet – samt store skrogvinduer og et elektrisk soltag, forklarer Bjarne Holst Pahus.

Den udstillede version på BOOT var udstyret med Volvo Penta D6 440 hk DPI sterndrev, men modellen kan også leveres med Mercury Verado V10 påhængsmotorer.

Bådene klarer sig godt. Aquila 46 Coupé har for nylig vundet Yacht Style Award 2025 og er samtidig nomineret til European Powerboat of the Year 2026.

Konklusion: Et reelt skridt frem

Aquila 42 Coupé rammer et punkt i markedet, hvor mange både enten er for smalle, for hårde i søen eller for forbrugstunge ved høj marchfart.

Her leverer dobbeltskrog og foils en oplevelse, der føles anderledes: mere rolig, mere effektiv – og stadig hurtig. Samtidig kan BÅD konstatere at båden virkelig er sjov at sejle, når den gynger langsomt hen over bølgerne med 35 knob, for motorbådssejlere vil det være en kæmpe opgradering, hvor bølgerne vil føles langt mindre irriterende, samtidig er der 30-40 procents diesel at spare.

Den er oplagt til dagture og weekender, men layout og tankkapacitet peger også mod længere togter.

Og Aquila stopper ikke her. Der er mange nye modeller på vej – også med hybridambitioner. Her på magasinet følger vi udviklingen og tager hatten af for at den danske importør har købt en båd hjem, som alle nu kan se på den flydende bådudstilling i Fredericia i starten af maj og senere på året på den flydende udstilling i Ishøj.

Fakta – Aquila 42 Coupé

Mål og vægt
• Længde: 13,06 m
• Med indenbordsmotorer og anker: 12,88 m
• Bredde: 4,85 m
• Højde over vandlinjen: 3,13 m
• Let deplacement: 8.500 kg

Dybgang
• 0,88 m (motorer oppe, med foil)
• 0,90 m (udenbordsmotorer nede, med foil)
• 0,98 m (indenbordsmotorer nede, med foil)

Indretning
• Kabiner: 2
• Sovepladser: Op til 4
• Toilet/bad: 2

Motorer

• Standard: 2 × Mercury Verado V10 – 400 hk
• Tilvalg: 2 × Volvo Penta D6 – 400 hk

Tanke

• Brændstof: 1.552 l
• Ferskvand: 200 l
• Spildevand: 160 l

CE-kategori

• B: 12 personer
• C: 20 personer
• D: 29 personer

Priser 

• Mercury Verado V10 × 2: fra 8.000.000 kr. inkl. moms
• Volvo Penta D6 × 2: fra 8.750.000 kr. inkl. moms
• Fuldt udstyret demobåd: ca. 11.500.000 kr. inkl. moms

Importør: Skandinavisk Katamaran Center, Rødovre
40 40 33 61

Forbrug (liter/time)

• 600 omdr./min (3 knob): 3,7 l/t
• 1.000 omdr./min (5,9 knob): 11,3 l/t
• 1.500 omdr./min (8 knob): 28,6 l/t
• 2.000 omdr./min (10,6 knob): 73 l/t
• 2.500 omdr./min (20 knob): 84 l/t
• 3.000 omdr./min (31 knob): 106 l/t

content-loader
content-loader