Sejler bevidstløs efter bom i hovedet – DSRS Faxe nomineret til Årets Søredning
En målrettet redningsaktion i Faxe Bugt har sikret de frivillige fra Dansk Søredningsselskabs station i Faxe Ladeplads en af årets tre nomineringer til prisen Årets Søredning. Manden havde været bevidstløs, fremstod uklar og forvirret og blødte fra både ansigt og ører, men blev reddet.
Redningsaktionen fandt sted om aftenen den 13. juli 2025, hvor en sejler blev alvorligt tilskadekommen efter at være blevet ramt i hovedet af sin sejlbåds bom.
Manden havde været bevidstløs, fremstod uklar og forvirret og blødte fra både ansigt og ører – symptomer, der tydede på en alvorlig hoved- eller kranieskade.
Alarmen gik hos DSRS Faxe Ladeplads, hvor landkoordinator Erik Bruun Rasmussen modtog meldingen fra JRCC og hurtigt vurderede situationens alvor. Kort efter var redningsbåden Rescue Liv afgået mod positionen i Faxe Bugt med de frivillige Rune Bodeholt, Tomas Larsen, Martin Henriksen og Sven Gerner Nielsen ombord.
- Vi kunne hurtigt se, at der var tale om en alvorlig skade. Redderne fik sejleren løftet over i Rescue Liv, placeret i siddende stilling og støttet af en mand på hver side. Det var afgørende at holde ham stabil under transporten, siger bådfører Sven Gerner Nielsen.
Vejrforholdene var udfordrende med hård østlig vind og bølger på omkring halvanden meter. På den baggrund vurderede bådføreren, at det ikke var forsvarligt at sejle mod Faxe Ladeplads med en tilskadekommen med formodet hovedskade. I stedet blev kursen lagt mod Præstø, hvor der var mere rolige forhold og medvind.
Samtidig omdirigerede landkoordinatoren den ventende ambulance fra Faxe Ladeplads til Præstø Havn, hvor den tilskadekomne blev overdraget til det præhospitale beredskab.
- Der var ingen dramatik, bare ro, tydelig kommunikation og resolutte beslutninger. Alle vidste præcis, hvad der skulle gøres, siger Rune Bodeholt om indsatsen til Dansk Søredningsselskabs hjemmeside.
Anerkendelse af handlekraft og samarbejde
Nominationen til Årets Søredning fremhæver ifølge Dansk Søredningsselskab den hurtige forståelse af situationens alvor, den sikre koordinering mellem land og sø samt de velovervejede beslutninger under vanskelige forhold.
Prisen er et nyt initiativ, der skal anerkende frivillige redningsfolks særlige indsats og professionalisme. I alt er tre redningsaktioner nomineret, og vinderen offentliggøres i marts 2026.
Det er første gang, prisen uddeles.





