Gå til hoved-indhold
Udstyr
LiFePO4-batterier kan levere stor strøm, men BMS’en kan sætte grænsen. Derfor er ikke alle litiumbatterier egnede som startbatteri eller til en kraftig bovpropel.

Litiumbatteri som startbatteri? BMS’en kan sætte grænsen

Litiumbatterier kan give mere brugbar strøm, lavere vægt og hurtigere opladning end traditionelle blybatterier. Men kemien er afgørende, og ikke alle litiumbatterier er velegnede til det maritime miljø. Og nogle litiumbatteri egner sig ikke som startbatteri eller til at drive en kraftig bovpropel.

Af Troels Lykke |

Flere bådejere skifter i disse år fra traditionelle bly-, AGM- eller gelbatterier til litium. Fordelene er blandt andet højere brugbar kapacitet, lav vægt og mulighed for hurtigere opladning.

Men litium er ikke bare litium. Batterierne findes med forskellige kemiske sammensætninger, og nogle typer er langt bedre egnet til både end andre.

Det skriver svenske Skippo i en gennemgang af teknologien i en længere artikel.

LiFePO4 er det oplagte valg

Til fritidsbåde er især LiFePO4, litium-jern-fosfat, blevet udbredt. Også varianten LiFeYPO4, hvor yttrium indgår i kemien, anvendes.

De to typer har ikke den højeste energitæthed blandt litiumbatterier, men til gengæld er de robuste og har en lavere risiko for termiske problemer end flere andre litiumkemier.

Litium-ion- og lithium-polymer-batterier, som blandt andet anvendes i telefoner og computere, stiller større krav til styring af opladning og spænding og er derfor ikke det oplagte valg som almindelig forbrugsbank om bord.

BMS holder styr på cellerne

Et centralt begreb ved litiuminstallationer er BMS – Battery Management System.

Systemet overvåger blandt andet spænding og balance mellem batteriets celler og kan afbryde batteriet, hvis værdierne bevæger sig uden for det tilladte område.

Der findes både komplette 12-voltsbatterier, hvor celler og styring er samlet fra fabrikken, og mere avancerede installationer, hvor enkelte celler bygges sammen til en batteribank.

Sidstnævnte løsning giver større frihed til at dimensionere spænding og kapacitet, men stiller også større krav til installationen.

For de fleste fritidssejlere vil et færdigt batteri være den enkleste løsning.

Ikke alle kan starte motoren

En vigtig detalje er batteriets evne til at levere meget høj strøm i korte perioder.

En dieselmotor kræver stor startstrøm, og det samme gælder eksempelvis bovpropel og ankerspil.

Selve LiFePO4-cellerne kan levere stor strøm, men begrænsningen kan ligge i batteriets BMS. Nogle systemer lukker ganske enkelt ned, hvis belastningen bliver for høj.

Det betyder, at et litiumbatteri, der fungerer fint som forbrugsbatteri til lys, køleskab og elektronik, ikke nødvendigvis kan anvendes som startbatteri eller drive en kraftig bovpropel.

Tjek specifikationerne før køb

Det er derfor ikke nok alene at se på batteriets kapacitet i amperetimer.

Bådejeren bør også undersøge, hvor stor kontinuerlig strøm og maksimal kortvarig strøm batteriet og dets BMS kan levere.

En løsning kan fortsat være at benytte LiFePO4 til forbrugsbanken og beholde et traditionelt AGM-, gel- eller blybatteri til motorstart.

Samtidig skal bådens eksisterende ladesystem passe sammen med den nye batteriteknologi. Generator, landstrømslader og eventuelle solcelle-regulatorer bør derfor indgå i vurderingen, før blybatterierne blot erstattes med litium.

Kilde: Skippo.se

content-loader
content-loader