Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Besætningen på den brændende båd anvendte redningsbådens eget anker til at fastholde vraget på positionen, mens branden fortsatte. Foto: Dansk Søredningsselskab i Kerteminde

To personer og hund reddet fra bådbrand – frivillige i Kerteminde nomineret til Årets Søredning

En voldsom brand ombord på en 33 fods motorbåd ud for Kerteminde Bugt har udløst en nominering til Årets Søredning for de frivillige reddere fra Kerteminde. Aktionen er blandt de tre udvalgte i Dansk Søredningsselskab’ nye pris, der hædrer ekstraordinær indsats til søs.

Af Troels Lykke |

Alarmen gik torsdag den 4. september 2025 klokken 14.55. En 33 fods motoryacht med to personer og to hunde ombord meldte om brand i motorrummet – blot to sømil fra Kerteminde. Tæt, giftig røg væltede op fra båden, og situationen udviklede sig hurtigt kritisk.

Allerede 15 minutter efter alarmen nåede redningsbåden Freja fra SRS Kerteminde frem til den brændende yacht i Kerteminde Bugt. Ombord var de frivillige Ole Møller, Jens Hjorth, Jesper Lau, Lasse Nielsen og Søren Dreier.

- Da vi nåede frem, var der tæt, sort røg, og vi kunne høre, at det knitrede fra motorrummet. Vi kunne ikke komme tæt på uden risiko for overtænding, men vi vidste, at der var mennesker og hunde ombord – så vi pressede stævnen af Freja ind mod skroget og fik besætning og hunde trukket over. Der var ingen tid til tøven, siger Ole Møller til Dansk Søredningsselskabs hjemmeside.

De to personer og hundene blev bragt sikkert i land i Kerteminde Marina, hvor andre DSRS-frivillige tog imod med psykisk førstehjælp og hjalp med kontakt til pårørende.

Vendte tilbage til overtændt fartøj

Efter evakueringen drev den brændende yacht mod kysten. Her traf Frejas besætning beslutning om at vende tilbage for at forhindre, at fartøjet drev ind på land og antændte kysten eller havneanlæg.

Besætningen anvendte redningsbådens eget anker til at fastholde vraget på positionen, mens branden fortsatte.

- Det var en dramatisk situation. Vi kunne mærke varmen, og båden var overtændt, men vi havde pligt til at sikre, at den ikke drev ind på land, fortæller Jesper Lau.

Kort efter ankom det kommunale beredskab i en RIB-båd, og en brandmand gik ombord på Freja for at bistå slukningsarbejdet. Trods indsatsen stod motoryachten ikke til at redde, og omkring tre timer efter den første alarm sank fartøjet.

JRCC tilkaldte efterfølgende et miljøskib for at undersøge risikoen for forurening i området.

Nomineret for mod og handlekraft

Nominationen til Årets Søredning fremhæver besætningens hurtige reaktion, vilje til at operere under betydelig risiko og det tætte samarbejde mellem frivillige, beredskab og myndigheder.

DSRS’ kerneopgave er at redde liv. Det blev gjort – resolut og uden tøven – da to mennesker og en hund blev reddet ud af en situation, der på få minutter kunne være endt fatalt.

content-loader
content-loader