Dansk Finnjolle-DM rykker til Sverige: Bliver del af ny international Grand Slam
En ny æra for Finnjollen. Det lyder som en hurtig bemærkning på havnen. Men WTF er alvor. I Finnjolle-verdenen står det for World Tour for Finns – og i 2026 bliver det rammen om en ny Grand Slam-serie, der for første gang sender et dansk mesterskab uden for landets grænser.
Den stærke Finnjolle klasse rykker nu. World Tour for Finns Grand Slam 2026 markerer nemlig et markant skifte i klassen. Den eksisterende tour tæller allerede omkring 60 stævner i 25 lande med over 1.200 sejlere.
Målet er klart: flere deltagere, større events og øget synlighed.
Men det er ikke kun toppen, der tilgodeses.
- Det handler ikke kun om eliten. Også midterfeltet og de bagerste både skal have noget at sejle for, lyder det fra klassen.
Der lægges op til præmier bredt i feltet – et bevidst opgør med klassiske mesterskabsformater.
Grand Slam med mere kant
Den nye serie består af ni stævner i otte lande, hvor de fire bedste resultater tæller i det samlede regnskab.
Samtidig introduceres:
- Opdeling i Gold, Silver og Bronze fleets
- Særskilte U23- og U29-kategorier
- Præmiepenge på op til 1.000 euro pr. stævne
International Finn Association vil samtidig skrue op for mediedækningen og skabe en mere sammenhængende fortælling om serien.
Dansk mesterskab på svensk grund
Set med danske briller er den største nyhed, at DM i Finnjolle i 2026 ikke sejles i Danmark.
I stedet rykker mesterskabet til Varberg i Sverige, hvor det afvikles som et fælles dansk-svensk mesterskab fra 21. til 23. august.
Det er første gang, et dansk mesterskab i Finnjolle sejles i udlandet.
Flytningen er ikke tilfældig. Den er en direkte del af Grand Slam-serien og skal løfte niveauet og tiltrække flere internationale sejlere.
Fra Middelhav til Alper
Grand Slam-serien kommer vidt omkring og kombinerer klassiske Finn-destinationer med nye venues:
- Palamós (Spanien)
- Sardinien (Italien)
- Gdynia (Polen)
- Brixham (Storbritannien)
- Varberg (Sverige)
- Silvaplana (Schweiz)
- Berlin (Tyskland)
- Medemblik (Holland)
- Malcesine (Italien)
Spændet går fra letvindsbaner i Middelhavet til højdevind i Alperne – og giver en alsidig sportslig udfordring.
Finale i Frankrig
Serien kulminerer ved Finn Gold Cup 2027 i La Rochelle, hvor den samlede Grand Slam-vinder kåres.
Her samles trådene efter en sæson, der lægger op til både bred deltagelse og skarp konkurrence.
Mere end resultater
Grand Slam-konceptet er i sin kerne et forsøg på at styrke Finn-klassen – ikke kun sportsligt, men også socialt.
Ambitionen er at gøre klassen mere attraktiv for både nye og erfarne sejlere og samtidig fastholde det fællesskab, som Finn-miljøet er kendt for.
Så næste gang nogen siger “WTF?” på havnen, er det ikke nødvendigvis forargelse.




