Bådliv på Budget: Elvstrøm 38 og en forårssæson med chokstart

Af Anders Steen, blogger for minbaad.dk skriver fra Helsingborg:

Foråret kom ikke snigende i år. Det kom med en krantid vi havde overset.
Deadline 9 april. Og så fik vi travlt.

Michael havde knoklet. Ikke bare lidt, men sådan rigtigt. Styrbord side var allerede bundmalet og poleret, og nu var det bagbords tur. Jeg tror ikke, han kunne få sig selv til at aflevere en båd til sine nye medejere, som ikke stod i tip top stand.
Og det passede egentlig meget godt.

For Camilla havde insisteret på én ting hele vejen igennem: Hun vil ikke bare ligge på dækket og sippe cocktails i solskin. Hun vil være med. Også til det sure. Også til forberedelserne. Det fik hun så lov til.

Vi ankom lørdag morgen kl. 09.00. Stigen stod allerede op ad båden. Michael var kommet.
Duften af bundmaling og synet af de mange vandlinjer med malertape fortalte mig, at foråret var på vej.
Solen skinnede fra en skyfri himmel. Og vanen tro var det pisse koldt.

Jeg kom til at tænke på min ungdom, hvor vi lå og vandsleb under en yngling, mens det kolde vand løb ind i ærmerne og op ad armene. Og bagefter fik vi pomfritter i klubhuset. Det er dejlige minder, og jeg ønsker mig sådan at min elskede Camilla også skal få en god indføring i sejlerverdenens mange finurligheder.

Nu var det hendes tur

Godt nok ikke helt så primitivt. Hun stod oppe på et stillads med en polermaskine. Men hun gik til den. Hun polerede næsten hele siden alene. Og så er 38 fod altså pludselig en stor båd.

Mens vi arbejdede, nød jeg synet af Michael, der gik rundt og hyggesnakkede med de andre bådejere. Jeg kunne mærke, at han begyndte at sænke skuldrene lidt. Jeg trordet er en lettelse for ham, at dele bådejerskabet, som han har stået alene med det i mange år.

Og rundt omkring os gik folk i termokedeldragter med strålende øjne og dagdrømte sig ind i juli og de lange lyse sommeraftener langs Øresunds kyster.

Endelig kom dagen

Kl. 08.00 stod jeg på havnen. Denne gang var jeg først. Jeg satte kaffe over, så den var klar, når Michael kom. Krantider er noget sjovt noget. De holder næsten aldrig.

Der stod kl 09.00 i planen, men det blev langt op ad formiddagen, før vi kom i vandet. Men vi kom i.

Båden kunne flyde. Motoren startede.

Vi trak en bådnabo over på plads – han var ikke nået at blive færdig med at rense sin dieseltank – og så sejlede vi selv hjem til 5009, vores faste plads yderst i havnen med udsigt til det arkitektoniske mareridt som den engang så smukke tuborg havn har udviklet sig til.

På vejen til pladsen åbnede vi lugen i bunden af styrehuset for at tjekke motoren, og vi kunne konstatere, at der kom lidt vand ud af et knæk på tryksiden. Det måtte være kølevand.
Ikke kritisk, men det nagede. Især Michael.

Man sælger sgu ikke en båd, der tager vand ind.

Det er jo en af de fede ting ved samejerskabet. Michael er stærk på motor, jeg er stærk på sejl. Så mens han bandede over maskinen, gik jeg i gang med rulleforstaget og lazyjacks.

Med fælles hjælp fik vi hevet sejlene op, og han fik stoppet utætheden.

“En uges arbejde på en dag,” konstaterede han.

Det var skønt.
Nu lå hun der.
Klar til eventyr.

Et par dage senere stak Camilla og jeg ud på en søndagstur i gråvejr. Der var frisk luft fra sydøst, og det gav nogle lange rullesøer lige i snotten på vej ud mod Middelgrunden.

Det var en perfekt anledning til at vise hende, hvad det er for en båd.

Vi gik 5–6 knob direkte mod vinden. Inde i styrehuset sad vi tørt og lunt med vinduesviskeren kørende. Det er en særlig luksus at kunne have en rigtig sejldag, selv når det er koldt og vådt udenfor.

Kurs mod Skovshoved

Vi rundede øen, og satte kursen ned mod Skovshoved. Næsten plat læns. Vi slukkede motoren, og jeg fik lejlighed til at mærke hvad det er for en båd jeg har fået mellem hænderne.

Når man sejler ned af bakke med skæve rulle søer ind bagfra, så kan man virkelig mærke hvordan en båd opfører sig. Og til min store glæde, og måske også lidt til min overraskelse, var hun let på roret, opførte sig pænt, og jeg kunne overplatte så dybt at jeg enkelte gange kunne lokke hende til en lille surftur ned ad en bølge.

6 knob for genua alene i mellemluft er altså ikke normalt i en tung motorsejler, og jeg kan stadig huske hvordan jeg havde en tennisalbue i tre måneder efter jeg havde håndstyret i knapt så sejlbåds agtig motorsejler fra Frederikshavn til Øresund.

Så det var med stor glæde og lettelse at vi svingede ind i Skovshoved Havn og kiggede på den bro, hvor vi skal ligge, når vi skal giftes om et par måneder. Det skal selvfølgelig foregå på båden, og middagen skal spises på restauranten på havnen.
Hvor ellers.

På vej hjem mod Nordhavnen sad vi i stilhed og nød, at vi havde taget den beslutning at lave et bådfællesskab med Michael.

For første gang i mit lange bådliv har jeg en båd, hvor jeg kan dreje nøglen og sejle. En aftentur til Bellevue. Eller en tur til Skotland. Båden klarer det uden at blinke.

Det går lidt trægt med at få solgt ud af min bugnende flåde af 70’er både. En enkelt båd er det blevet til. Katamaranen er røget til en ny entusiastisk ejer i Sverige, til gengæld er jeg kommet til at købe en fin lille motorbåd.

Den kan I læse mere om næste gang.

Med ønske om en god start på sæsonen til alle mine sejlerkammerater

Kh Anders

Få gør det selv tips i facebook gruppen www.bådlivpåbudget.dk / Eller professionel bådservice på www.båd.nu