Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
- Vi ser frem til at stille til start i dansk farvand i finalen i The Viking Challenge til Blue Week i Middelfart, siger Erik Stannow.

Nu venter finalen i The Viking Challenge for store både - EM-gulvinder er klar i Middefart

Erik Stannow og besætningen på XR 41’eren DIXI 5 vandt for en uge siden ORC-EM i Litauen i overbevisende stil. Nu skifter holdet Klaipėda ud med Lillebælt, hvor finalen i The Viking Challenge sejles under Blue Week i Middelfart.

Af Troels Lykke |

Der bliver ikke meget tid til at hvile på laurbærrene for Erik Stannow fra Helsingør Sejlklub.

Efter EM-guldet ved ORC European Championship i Klaipėda går turen nu til Middelfart, hvor Stannow og holdet skal sejle finalen i den nye storbådsserie The Viking Challenge.

Ved EM leverede holdet en resultatserie, der taler sit tydelige sprog: 1, 1, 1, 1, (2), 3, 1.

På holdet var blandt andre klubkammeraten og topsejleren Jesper Radich som taktiker.

Vandt første sejlads med en time

Allerede i den første distancekapsejlads satte DIXI 5 konkurrenterne under hårdt pres. Efter korrigeret tid var marginen til nummer to omkring en time.

- Vi havde super fart og traf rigtig mange gode beslutninger hele vejen igennem stævnet, siger Erik Stannow.

Han fremhæver samtidig, at niveauet i ORC-feltet er højt, og at mange både har professionelle sejlere om bord.

- Der er ikke plads til ret mange dårlige starter eller forkerte vejvalg, hvis man vil holde sig med fremme. Og så er en hurtig båd naturligvis også en afgørende faktor. Men det hele gik op i en højere enhed, og vi er selvfølgelig meget, meget glade for at have taget guldet med hjem til Danmark, siger han.

Strømmen kan blive afgørende i Middelfart

Nu venter et ganske andet farvand omkring Middelfart.

- Vi ser frem til at stille til start i dansk farvand i finalen i The Viking Challenge til Blue Week i Middelfart. Det er et farvand, som jo er kendt for, at strømmen spiller ind, og derfor skal man have strømmens retning og hastighed med i overvejelserne fra start til slut, siger Erik Stannow.

The Viking Challenge består af tre stævner: Marstrand Big Boat Race, Kieler Woche og Blue Week i Middelfart.

Dermed er Middelfart kommet i selskab med to af Nordeuropas markante sejlsportsbyer.

Ni store både til finalen

I Middelfart Sejlklub ser formand Uffe Sudergaard deltagelsen i serien som et vigtigt skridt for Blue Week.

- Kieler Woche trækker hvert år omkring 3,5 millioner besøgende, og sejlsporten alene har omkring 4.000 deltagere fra mellem 50 og 70 lande. Marstrand har ligeledes sejlsportstraditioner med meget dybe rødder, siger han.

Målet er på længere sigt at løfte Blue Week yderligere.

- De to klubber er i den tungeste liga i Nordeuropa, og vi arbejder for, at vi med Blue Week og The Viking Challenge som ankerpunkter over tid kan rykke længere op i rækkerne, siger Uffe Sudergaard.

I premiereåret for The Viking Challenge ventes omkring 80 sejlere fordelt på ni både til finalen.

Ifølge Sudergaard består de stærkeste hold ofte af en kombination af unge fysisk stærke sejlere og rutinerede kapsejlere med mange års erfaring.

Blue Week vokser på land

Blue Week handler samtidig om mere end kapsejlads.

I år er flere lokale foreninger kommet med. Kajakklubben Strømmen står bag aktiviteter på vandet, Strib Volleyball arrangerer beachvolley, mens løbeklubben THR står bag det nye Marina Mile.

- Der er kommet aktiviteter til hen over ugen, så der rent faktisk sker noget under Blue Week hver dag. Det hele er drevet af entusiasmen i byens særdeles aktive foreningsliv, siger Uffe Sudergaard.

Blue Week afvikles fra 29. august til 6. september og byder blandt andet på kapsejlads for joller, klassebåde, ORC-både og distancekapsejlere.

For Erik Stannow og DIXI 5 bliver hovedopgaven dog klar: at følge EM-guldet op med endnu et stærkt resultat, når The Viking Challenge skal afgøres i Lillebælt.

content-loader
content-loader