Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Finaledagen var med 10-14 knobs vind og tæt matchrace-sejlads mellem Luna Rossa og Emirates Team New Zealand. Foto: Ian Roman
Kapsejlads
Kiwien Peter Burling fra Luna Rossa, tv. ses her med australske Nathan Outteridge fra Team New Zealand. Foto: Ian Roman

Luna Rossa og Burling triumferede hjemme i Sardinien

Det blev en dramatisk og følelsesladet afslutning på den første Louis Vuitton America’s Cup Preliminary Regatta i Sardinien, hvor italienske Luna Rossa sikrede sig den samlede sejr foran tusindvis af begejstrede fans i Cagliari i bådtypen AC 40. Se video fra sejladserne.

Af Troels Lykke |

Finaledagen bød på perfekte forhold på vandet med 10-14 knobs vind og tæt matchrace-sejlads mellem Luna Rossa og Emirates Team New Zealand.

Italienerne kom bedst fra starten, efter at New Zealand-båden med Nathan Outteridge ved roret blev dømt for at være over startlinjen for tidligt. Dermed måtte kiwierne falde tilbage, mens Luna Rossa kontrollerede matchen hele vejen rundt på banen og til sidst vandt med 33 sekunder.

Luna Rossas Peter Burling glædede sig efter sejren over at kunne levere foran det italienske publikum.

- Hele ugen følte vi egentlig, at vi sejlede bedre, end resultaterne viste. Vi lavede små fejl de første dage, men i dag satte vi en stærk plan sammen og eksekverede den under stort pres. Jeg er virkelig stolt af holdet, sagde Burling efter sejren.

Den italienske hjemmefavorit havde ellers mulighed for at få begge sine både i finalen. Luna Rossas kvinde- og ungdomshold havde domineret store dele af stævnet, men blev ramt af tekniske problemer og flere tyvstarter på finaledagen.

Luna Rossas CEO Max Sirena kaldte sejren bittersød.

- Når man har muligheden for at have to både i finalen, så vil man selvfølgelig gerne tage den. Vi lavede fejl, og vi havde nogle tekniske problemer med softwaren, men det er ingen undskyldning. Sport er sport. Når man vinder, skal man nyde det, sagde Sirena.

Han roste samtidig værtsbyen Cagliari og de mange tilskuere.

- Jeg har aldrig set så mange mennesker til et sejlsportsevent. Jeg er utrolig taknemmelig over for Cagliari, Sardinien, alle frivillige og arrangørerne. Det her er en fantastisk start på den nye America’s Cup-cyklus, forklarede Sirena.

For Emirates Team New Zealand var nederlaget ekstra bittert, fordi Outteridge mente, at holdet havde muligheder i pre-starten.

- Vi var kun 0,8 sekunder for tidligt over linjen. Vi burde have dækket Luna Rossas manøvre tidligere i starten. Det var den fejl, der kostede os, sagde Nathan Outteridge efter finalen.

www.americascup.com

Næste gang til septemnber

Stævnet i Sardinien markerede starten på vejen mod den 38. America’s Cup, som kulminerer i Napoli i 2027. Næste Preliminary Regatta sejles også i Napoli fra 24.-27. september 2026.

 

Ved den indledende Louis Vuitton 38th America’s Cup Preliminary Regatta i Sardinien sejlede holdene i de hurtige éntypebåde af typen AC40.

AC40’eren er den mindre version af de ekstreme AC75-foilende både, som bruges i selve America’s Cup-matcherne. AC40 er udviklet til træning samt Women’s og Youth America’s Cup, men bruges også til Preliminary Regattas.

content-loader
content-loader