Bådliv på budget: Gratis både findes - men intet er gratis

Anders Steen skriver;

Jeg ser ret ofte, ja næsten dagligt, at folk forærer både væk helt gratis eller til meget små penge. Jeg har efterhånden så meget erfaring med gamle både, at jeg godt ved, at intet er gratis.

De mennesker, der står bag annoncerne, har helt sikkert hjertet på rette sted, men de har ofte også et girokort fra havnen, dårlig samvittighed og manglende tid. Det er dyrt at få skrottet en båd, og ofte også svært. Og derfor bliver foræringsløsningen nogle gange den bedste – og nemmeste. Og hvor er det smukt og dejligt, at den enes hovedpine måske kan blive den andens lykke.

Men, og det er et stort men, jeg scroller næsten altid videre, fordi jeg inderst inde godt ved, at når begejstringen har lagt sig, så venter alt arbejdet. Og de samme forpligtelser, som den glade giver netop er sluppet af med.

En B31 dukker op i Hundested

Denne aften var det anderledes. En B31 til en pris, der var så lav, at det lignede en af de der annoncer, jeg hader, hvor nogen skriver 1.234 kr. eller “kom med et bud”. Jeg tænkte, at det nok var tilfældet her, men skrev alligevel til fyren.

Han svarede lynhurtigt, og vi havde en rigtig fin korrespondance om det at måtte sande, at en drøm måtte opgives på grund af manglende tid og ressourcer. I den første korrespondance aftalte vi, at jeg kunne komme og se båden om lørdagen i Hundested, men at der også ville komme en anden og se den samme dag.

Dagene gik, og jeg forsøgte at stille nogle spørgsmål via Messenger, men han svarede ikke. Efter nogle dage tænkte jeg, at der nok var en, der havde budt ham et større beløb, og så havde han solgt den og ikke kunne lide at fortælle mig det.

Jeg snakkede også med en anden B31-ejer på min bro, som mente, at det var for godt til at være sandt. Så jeg forkastede ideen og var egentlig lidt lettet over, at jeg ikke havde tilføjet endnu en gammel balje til min voksende samling af netop gamle baljer.

Men lørdag morgen skete der noget. Pludselig var han på linjen igen og spurgte, om vi skulle mødes i Hundested som aftalt. Jeg var lidt loren ved det, for nu havde jeg jo lige givet slip på ideen, og jeg hader det der med folk, der ikke svarer.

Så jeg skrev tilbage, at jeg ikke gad køre hele vejen fra Køge Bugt, hvis ham den anden alligevel ville købe den. Sælgeren forsikrede mig om, at der ikke var nogen aftaler endnu, så jeg hoppede i bilen og drønede afsted.

Hurtig handel og kold virkelighed

Jeg skulle egentlig have været ude at sejle med Camilla og hendes døtre, men det blæste en halv pelikan, og derfor havde jeg pludselig fået en fridag. På vejen i bilen sad jeg og coachede mig selv i, hvordan jeg skulle tackle en eventuel budrunde.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg bliver begejstret nok, kan jeg godt have svært ved at stoppe mig selv. Og den gik altså ikke her, for jeg havde faktisk hverken penge, havneplads eller brug for båden, så det var allerede på et yderligt mandat, at jeg var på vej nordpå.

Vel fremme mødte jeg sælger, som lige var ankommet. “Er det i orden, jeg lige ryger en smøg?” spurgte han. “Ja ja,” svarede jeg, “må jeg kigge imens?” “Okay.” Jeg kravlede ned i kahytten og blev overrasket over, hvor god stand den faktisk var i. B31 er selvapteringsbåde, så det er selvbyg – men af den pæne slags. Sælger kom ombord og gik i gang med at fortælle om båden og alle de tanker, han havde haft med den.

Overførte på mobilePay

Inden længe kom hans kæreste også ombord. “Undskyld jeg forstyrrer, men der står en fyr oppe på broen, der også gerne vil se båden.” “Øhm… sig til ham, jeg kommer om lidt.”

Da hun var gået, sagde jeg: “Hvis jeg overfører beløbet til dig på MobilePay nu, hvad så?” “Så går jeg op og siger, båden er solgt.” Som sagt så gjort. Jeg var blevet B31-ejer, og staklen oppe på broen måtte fortrække med uforrettet sag.

Men selvfølgelig skulle der laves noget på båden, før jeg kunne flytte den. Sælger havde allerede monteret et påhængsmotorbeslag på hækken, men det sad på en sådan måde, at uanset hvor langt et ben motoren havde, ville den aldrig nå ned i vandet. B31 er født med indenbordsmotor, men den, der lå i båden, var ikke tilkoblet el, vand og aksel. Set i bakspejlet havde det måske været bedre at få den gjort færdig. Jeg valgte den løsning, jeg kender: påhængsmotor på hækken.

Planen var klar, men det drillede. Beslaget sad forkert, kunne ikke sænkes langt nok, og der var ingen huller til kabler. Jeg lå i en gummibåd i utætte gummistøvler og arbejdede i kulden i en fremmed havn uden plads. Jeg tabte værktøj i vandet og kørte flere gange til Køge Bugt for at hente reservedele. En aften måtte jeg låne specialværktøj i Frederiksværk. Først efter fire hårde dage og to afbrudte afsejlingsforsøg var vi klar.

Vintersejlads og kryds over sejlrenden

Camilla var med. Ikke kun til solnedgangene, men også til kulden og besværet. Vi stævnede ud i den smukkeste vinterdag i midten af november. Næsten ingen vind. De 8 heste skubbede os med små fire knob mod strømmen langs kysten fra Hundested mod Øresund. Da vi nåede Hornbæk, passede solnedgangen med, at vi manglede brændstof. Vi gik i havn i Hornbæk Havn netop som de sidste solstråler forsvandt.

Næste morgen fortsatte vi i lige så klart vejr. Marsvinene brød overfladen, svaner og havfugle trak forbi. Men alvoren meldte sig ved sejlrenden ved Kronborg – en af landets mest trafikerede TSS’er. En ukendt båd med et hjemmelavet motorbeslag er ikke det, man drømmer om midt i trafikken. Vi gik vinkelret over renden. Camilla ved roret, jeg med iPad, kikkert og radio. En halv sømil føltes lang. Så endnu en. Og så var vi fri.

En halv time senere lagde vi til i Helsingborg Norra Hamn. Her overvintrer jeg nu, mens min store båd står på land i Vallensbæk.

Kh
Anders

Følg også Anders Steen på Bådliv på Budget