58 døgn non-stop: 8 kvinder gennemførte jordomsejling trods ødelagt storsejl

Da det internationale kvindelige mandskab på The Famous Project CIC den 28. november krydsede startlinjen for Trophée Jules Verne ud for Ouessant i Bretagne, var ambitionen klar – og samtidig realistisk.

Rekorden fra 2017, sat af IDEC Sport, lød på 40 dage og 23 timer. En ekstrem reference, som definerer den ypperste grænse for, hvad moderne havkapsejlads kan præstere. Kvindernes projekt handlede ikke primært om at slå den tid. Det handlede om at fuldføre.

Det lykkedes.

Mandag den 26. januar nåede IDEC Sport mållinjen efter 57 dage, 21 timer og 20 minutter til søs – og skrev sig ind i sejlsportens historiebøger. Den nye verdensrekord blev sat forleden af Sodebo Ultim 3, der sejlede rundt på 40 dage og 10 timer.

Et mål større end rekorden

The Famous Project CIC havde ét overordnet mål: At blive det første rendyrkede kvindelige mandskab, der gennemfører Jules Verne Trophy non-stop. Ingen pauser. Ingen assistance. Ingen udskiftninger.

- Det her handler om synlighed, kompetence og om at vise, at kvinder kan operere på absolut topniveau i oceanræs, lød det fra skipper Alexia Barrier før start.

Besætningen bestod af otte sejlere fra syv nationer. Et bevidst sammensat hold med erfaring fra både solosejlads, OL-sejlads, Volvo Ocean Race og Vendée Globe.

Kontrolleret start – ingen heltegerninger

Allerede fra starten var tilgangen konservativ. Nordvestlig vind og grov sø i Biscayen og Nordatlanten har sendt mange Jules Verne-forsøg i graven gennem årene. Ombord på IDEC Sport var mantraet enkelt:

- Ødelæg ingenting.

Efter gentagne bomninger i de portugisiske passatvinde og en besværlig passage af ITCZ – de berygtede stillebælter – fandt mandskabet rytmen. Vagterne på tre timer blev hverdag. Den samme rytme, der kom til at definere livet om bord de næste otte uger.

Den 7. december krydsede de ækvator efter otte døgn og tre timers sejlads.

Tempoet skrues op

I Sydatlanten ændrede karakteren sig. Passatvindene sydøst for Brasilien gav stabile forhold, og IDEC Sport begyndte at vise sit potentiale. Flere døgn med over 500 sømil på loggen vidnede om effektiv sejlads og voksende selvtillid.

Kapprofilen var klar: Syd om højtrykssystemerne og direkte mod Kap Det Gode Håb. Det rundede de allerede på dag 17 – efter næsten 8.000 sømil og med et gennemsnit på over 19 knob.

Men problemerne begyndte at melde sig.

Første tekniske advarsel

En kritisk komponent i storsejlets hoved – en specialfremstillet titaniumkrog – satte sig fast. Det betød, at hver gang sejlet skulle rebes eller slækkes, måtte hele storsejlet ned for at få adgang til delen.

En fysisk og tidskrævende operation på et fartøj, hvor alt normalt handler om tempo og effektivitet.

Det var den første alvorlige påmindelse om, hvor skrøbelig balancen er i et Jules Verne-forsøg.

Det Indiske Ocean: voldsomt og nådesløst

Efter Kap Det Gode Håb ventede Det Indiske Ocean – en af de mest krævende strækninger på en jordomsejling. Agulhas-strømmen, der løber syd langs Afrikas østkyst, skabte kort og stejl sø i kombination med kraftig vestenvind.

Forholdene var brutale.

Mandskabet balancerede konstant mellem manuel styring og autopilot, mens de arbejdede med forsejl og et storsejl, der allerede var kompromitteret. Alligevel holdt tempoet.

Julen blev markeret ved rundingen af Kap Leeuwin – vestspidsen af Australien – den 25. december.

Fanget i et fiskeredskab

Samme morgen ramte et nyt problem. Et massivt fiskegarn satte sig fast i styrbord foil.

- Vi gik fra 30 knob til fem på få sekunder, forklarede Alexia Barrier senere.

Garnet blev fjernet, men skaden betød, at foilen senere måtte opgives. En beslutning, der fik store konsekvenser i den afsluttende fase af sejladsen.

Stillehavet: fysisk udmattelse

Efter Kap Leeuwin gik kursen mod Kap Horn. En strækning på omkring 3.800 sømil, som blev gennemført på knap 11 døgn. Undervejs oplevede mandskabet 48 timer med ekstremt vejr: over otte meter høje bølger og vindstød på mere end 50 knob.

Den 6. januar rundede IDEC Sport Kap Horn – endnu en historisk milepæl. Aldrig før har et fuldt kvindeligt mandskab rundet Hornet i en non-stop multihull-sejlads.

Atlantisk fremdrift – og begyndende krise

I Sydatlanten sejlede kvinderne stærkt. Fra Kap Horn til ækvator brugte de blot ni døgn – en af de hurtigste passager nogensinde på den strækning.

Men i Doldrums ramte de igen problemer. Under en vanskelig rebemanøvre opdagede besætningen en flænge i agterliget på storsejlet. Ombord blev der improviseret sejlmager-værksted, mens sargassotang bremsede farten.

Det var forvarslet om det, der skulle komme.

Storsejlet giver op

Omkring 1.000 sømil fra mål – efter 55 døgn til søs – revnede storsejlet voldsomt. Det, der tidligere havde været en kontrollerbar skade, udviklede sig til et regulært sammenbrud.

Uden styrbord foil mistede IDEC Sport samtidig brugen af autopiloterne.

- Hvis det var let, ville alle gøre det, lød den nøgterne kommentar fra Dee Caffari.

Mål for enhver pris

Beslutningen var entydig. De skulle i mål. Uanset tempo. Uanset komfort.

Med kun toppen af storsejlet og støtte fra J3-fokken kæmpede mandskabet sig gennem vinterstormen Ingrid i Nordatlanten. Vagterne fortsatte. Tre timer på, tre timer af. Kulde, træthed og konstant fokus.

Den 26. januar krydsede IDEC Sport mållinjen.

Et nyt kapitel i kvindelig oceansejlads

Tidligere forsøg har fejlet. Tracy Edwards’ kvindelige mandskab måtte opgive for 27 år siden. Den eneste kvinde, der tidligere har gennemført non-stop jordomsejling i multihull, er Ellen MacArthur, der i 2005 sejlede solo.

Nu står otte kvinder sammen om præstationen.