Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Styrbords V1-vant brød. Kort efter knækkede masten over den anden saling på Elliott 35 SS, fortæller skipper Michael Møllmann. Foto: Privat
Kapsejlads
Michael Møllmann ses her til højre på Palby Marine-båden.
Kapsejlads
Mens alt var godt for Eliott 35 SSeren Palby Marine ved Helsingør.

Elliott 35 SS knækker masten og søger i sikkerhed i Gedser

Elliott 35 SS-raceren Palby Marine har måttet opgive den 680 sømil lange kapsejlads rundt om Danmark, efter at en vant brød, og masten knækkede over anden saling. Ingen om bord kom til skade, oplyser skipper Michael Møllmann.

Af Troels Lykke |

Garmin Round Denmark Race har mistet en af feltets hurtigste både. Faktisk den førende båd.

KDY-båden Palby Marine, der er en Elliott 35 SS, har nemlig måttet udgå af den 680 sømil lange sejlads, som startede fredag fra Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

Uheldet skete kort efter midnat, da bådens styrbords V1-vant brød. Kort efter knækkede masten over den anden saling.

- Klokken 00.30 brød vores styrbords V1, og i den forbindelse knækkede masten over anden saling. Heldigvis kom ingen til skade, og efter at vi havde sikret alt om bord, er vi nu i sikkerhed i Gedser, hvor vi ligger ved siden af TRI, lyder det fra skipper Michael Møllmann til sejladsledelsen i Aarhus.

Trimaranen TRI holder pause, noget der dog ikke kræves af den tyske doublehandbesætning, oplyser sejladsledelsen.

Slut på sejladsen for Palby Marine

Besætningen fik bjærget og sikret den beskadigede rig, hvorefter Palby Marine søgte mod Gedser.

Dermed er årets Garmin Round Denmark Race slut for den danske racer, der ellers havde placeret sig helt fremme i feltet.

- Det har været en fornøjelse at deltage i GRDR26, men vores rejse slutter her. Held og lykke til alle de tilbageværende deltagere, siger Michael Møllmann.

Mastehavariet kommer efter, at Elliott 35 SS-raceren sidste år deltog i kapsejlads i Stillehavet uden problemer med masten.

Syv både er udgået

Palby Marine er ikke den eneste båd, der har måttet opgive sejladsen. I alt er syv af de 21 startende både nu udgået.

Shodoun og Anne-Sofie har trukket sig på grund af tekniske problemer, mens solobåden Salty Adam udgik, efter at båden måtte slæbes ind til Anholt.

Tidligere har de tre singlehandsejlere The Beast, Alba og Forevigt også måttet opgive på grund af mekaniske eller elektroniske problemer.

Tysk JV 52 har overtaget føringen

Efter Palby Marines exit har den tyske JV 52 Haspa fra Hamborg overtaget føringen.

Haspa krydser i øjeblikket syd for Lolland med omkring syv knobs fart. Den tyske båd havde ellers tidligere ligget efter Palby Marine.

Gedser er det næste vigtige punkt for de resterende både, inden ruten fortsætter mod Lillebælt og videre mod målet i Aarhus.

Sejladsen og bådenes aktuelle positioner kan følges på TracTrac.

Se Peter Brøgger galleri - Følg også på facebook

content-loader
content-loader