Rygskadet solo-sejler kæmper sig 500 sømil over Barentshavet
Efter eventyret ved iskolde Svalbard sejler Erik Aanderaa nu mod det nordlige Norge. Men turen over 500 sømil åbent hav er blevet vanskelig, efter at han beskadigede ryggen og samtidig fik problemer med både selvstyring og strømforsyning og meget andet.
Den norske solo-sejler Erik Aanderaa nærmer sig igen den norske kyst efter en krævende sejlads fra Svalbard og over Barentshavet.
Om bord på sejlbåden Tessie har han tilbagelagt omkring 500 sømil. Men turen mod Nordnorge er blevet langt mere besværlig end planlagt, efter at han slog ryggen i forbindelse med problemer med bådens Hydrovane-vindror.
- Jeg indrømmer, at det har været en udfordrende tur over 500 sømil af Barentshavet med min dårlige ryg, fortæller Erik Aanderaa på sin facebook-side.
26 knob og tre meter høje bølger
Senere drejede vinden mod øst og steg til 26 knob. Det skabte bølger på mellem 2,5 og tre meter og pressede Tessie hårdt over på styrbord side.
På fordækket lå posen med bådens gennaker fastspændt. Men da den blev gennemblødt af søvand, var den tæt på at blive revet løs og skyllet over bord.
Normalt ville Aanderaa have kunnet trække posen ind i sikkerhed. Med den beskadigede ryg var den tunge og våde pose imidlertid næsten umulig at håndtere.
- Med min midlertidige rygskade var posen alt for tung til, at jeg kunne trække den i sikkerhed. Den var gennemblødt af havvand, forklarer han.
Løsningen blev at ændre kurs og sejle med vinden, så båden rettede sig mere op. Derefter kunne han fastgøre posen til et fald og bruge et spil til at trække den tilbage om bord.
- Heldigvis virkede det, siger han.
Line viklede sig om propellen
Problemerne stoppede dog ikke her.
Senere opdagede Erik Aanderaa, at bådens hydrogenerator ikke længere producerede strøm. Linen, der bruges til at løfte generatoren ud af vandet, havde viklet sig omkring propellen.
Dermed kunne generatoren hverken løftes eller repareres, mens båden fortsatte gennem Barentshavet.
- Det var lidt af et rod alt sammen, konstaterer solo-sejleren.
På grund af ryggen har han tilbragt så meget tid som muligt liggende udstrakt i kahytten mellem de nødvendige opgaver på dækket. Selv simple bevægelser og arbejdsopgaver om bord er blevet vanskelige, når de skulle udføres alene på et uroligt hav.
Norge i horisonten
Trods problemerne har Tessie bragt den norske solo-sejler sikkert gennem den lange passage.
Da Erik Aanderaa senest fortalte om turen, kunne han se den norske kyst i horisonten omkring 18 sømil væk.
- Tessie (båden) har båret os sikkert hele vejen. Nu kan jeg se den norske kyst i horisonten, fortæller han.
Herfra går turen videre gennem de mere beskyttede norske sunde mod Tromsø, hvor Aanderaa ser frem til roligere vand og en pause fra Barentshavets store bølger.
- Jeg glæder mig til roligt vand langs kysten gennem sundene på vej mod Tromsø, siger Erik Aanderaa.






