Skovbrand udsletter næsten hele Soling-flåden ved Madrid
14 ud af 16 Soling-både gik tabt, da en skovbrand nåede Real Club Náutico de Madrids faciliteter ved Embalse de San Juan. Ingen sejlere eller medarbejdere kom til skade.
En voldsom skovbrand har ramt Real Club Náutico de Madrid og næsten udslettet klubbens flåde af Soling-både. En bådtype, der tidligere var olympisk.
Branden nåede fredag den 24. juli frem til klubbens faciliteter ved søen Embalse de San Juan vest for den spanske hovedstad. Ilden bredte sig hurtigt og ramte både, bygninger og andre dele af klubbens område.
Det skriver David Baum fra den internationale Soling-klasse.
Bådene stod på land
Mange af klubbens sejlere var på vej på sommerferie, mens en stor del af bådene var taget på land og stod opmagasineret frem mod den kommende kapsejladssæson.
Det viste sig at få alvorlige konsekvenser.
I alt blev 14 af klubbens 16 Soling-både ødelagt af flammerne. Samtidig gik en stor del af klubbens faciliteter samt flere andre både tabt.
De både, der lå i vandet, overlevede derimod branden.
Ingen mennesker kom til skade
Trods de omfattende materielle skader er der ikke meldt om tilskadekomne blandt sejlere, medlemmer eller ansatte i klubben.
David Baum understreger, at den internationale Soling-klasse først og fremmest er lettet over, at ingen mennesker blev ramt.
- Vi er lettede over, at sejlere og venner ikke kom til skade, og vi håber, at flåden ved Real Club Náutico de Madrid kan blive genopbygget, lyder det fra David Baum i en artikel på den Internationale Soling klasses hjemmeside
Vigtig spansk Soling-flåde truet
Tabet rammer ikke kun den lokale klub. Real Club Náutico de Madrid har gennem årene været vært for en række stævner og har været hjemsted for en aktiv og sportsligt stærk Soling-flåde.
De spanske sejlere har desuden ofte kørt lange afstande for at deltage i internationale konkurrencer.
Ifølge David Baum har de spanske besætninger både vist højt sportsligt niveau og et stærkt sammenhold omkring klassen.
Branden betyder derfor, at den internationale Soling-klasse risikerer at miste en af sine vigtige lokale flåder, hvis det ikke lykkes at skaffe nye både og genopbygge klubbens faciliteter.
Klassen vil hjælpe
Den internationale Soling Association følger nu udviklingen og afventer flere oplysninger om skadernes omfang og mulighederne for at genopbygge flåden.
- Det er et fælles tab for hele Soling-klassen. Vi støtter den spanske flåde og husker de gode oplevelser, vi har haft sammen – og ikke mindst dem, vi skal have i fremtiden, siger David Baum.
Han fastslår samtidig, at Soling-klassen vil forsøge at hjælpe den spanske flåde videre efter katastrofen.
- I skal vide, at vi vil hjælpe, og at I er i vores tanker, siger David Baum.




