Sønderborg-sejler vinder historisk første DM-guld i eSejlads
Thomas Lybæk fra Sønderborg Yacht-Club skrev sig søndag ind i dansk sejlsportshistorie, da han vandt det første officielle Danmarksmesterskab i Play eSailing under DM-ugen i Herning. Nyborg Sejlforening tog DM-sølv. Gense finalen på YouTube.
Mens 76 forskellige danmarksmesterskaber bliver afviklet under DM-ugen, var virtuel sejlsport for første gang en del af det officielle program. Det gør mesterskabet historisk, da det samtidig er første gang, at Danmarks Idrætsforbund har inkluderet esport som en officiel DM-disciplin.
Selv om Herning ikke er kendt som en sejlsportsby, blev sejlsporten repræsenteret gennem den virtuelle platform Play eSailing, hvor ni deltagere – en blanding af erfarne sejlere og gamere uden erfaring fra vandet – dystede over fem sejladser.
Efter en tæt finale kunne Thomas Lybæk sikre guldet og dermed titlen som den første officielle danske mester i Play eSailing.
- Vild oplevelse at vinde første officielle DM i Play eSailing. Tætte dueller og høj puls under DM-ugen, og så ender jeg på toppen af podiet, siger Thomas Lybæk.
Han glæder sig samtidig over, at de tidligere uofficielle titler nu er blevet afløst af et officielt dansk mesterskab.
- Det er en følelse, der ikke helt er til at forstå. Efter to uofficielle DM-titler kan jeg nu endelig kalde mig danmarksmester 2026. Det er en glæde, som jeg nok først forstår om et par dage, siger han.
Sølv til Nyborg Sejlforening
Jakob Lunde fra Nyborg Sejlforening måtte nøjes med sølv efter en dramatisk afslutning.
- Det var en utrolig tæt regatta, som jeg desværre taber til Thomas på den sidste del af løbet mod målstregen. Jeg er både stolt og ydmyg over at vinde sølv til DM-ugen i virtuel sejlsport, da det er første gang, man har lavet et Danmarksmesterskab på denne måde, siger Jakob Lunde.
Han fremhæver samtidig bronzevinderen.
- Jeg er ekstra imponeret over, at Alexander fra Nyborg, som aldrig har sejlet, går hen og vinder bronze.
Danskudviklet platform
Play eSailing er udviklet i Sønderborg og fungerer som platform for virtuel kapsejlads. Ifølge arrangørerne har spillet 281 registrerede danske brugere og mere end 10.000 brugere på verdensplan.
Resultater
- Thomas Lybæk, Sønderborg Yacht-Club
- Jakob Lunde, Nyborg Sejlforening
- Alexander Mortensen Gorgulla, Nyborg, eSejladsmedlem i Sønderborg Yacht-Club.





