Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
På Skælskør Nor sejlede Tera Sport, Tera Pro og Feva. For Tera Sport var stævnet samtidig Ungdoms-DM, mens der blev sejlet om klassemesterskaberne i Feva og Tera Pro.

Harboe Cup gav unge sejlere 19 sejladser i Skælskør i smukt septembervejr

Ungdoms-DM for Tera Sport og klassemesterskaber for Feva og Tera Pro blev afgjort i sol og skiftende vind på Skælskør Nor og Fjord. Stævneleder Claus Møller Christensen glæder sig over en weekend med masser af sejlads og stor opbakning fra frivillige. Zoom 8, og Optimist C deltog også.

Af Troels Lykke |

Harboe Cup er gennem årene blevet en fast del af den danske jollekalender, hvor kombinationen af Skælskør Nor, fjorden og korte afstande til land giver både sejlere og tilskuere gode rammer omkring stævnet.

Det blev en weekend med masser af sejlads, solskin og gode vindforhold, da Skælskør Amatør-Sejlklub igen stod bag Harboe Cup.

På Skælskør Nor sejlede Tera Sport, Tera Pro og Feva. For Tera Sport var stævnet samtidig Ungdoms-DM, mens der blev sejlet om klassemesterskaberne i Feva og Tera Pro.

I alt blev der gennemført ni sejladser på Noret.

– Vi fik ni rigtig gode sejladser i noget af det skønneste septembervejr, Skælskør kan byde på, fortæller stævneleder Claus Møller Christensen fra Skælskør Amatør-Sejlklub.

Sejladser helt tæt på land

En særlig del af Harboe Cup er forholdene omkring Skælskør Nor. Sejlerne søsætter jollerne fra plænen ved Skælskør Plejecenter, mens selve kapsejladserne foregår midt på Noret.

Det betyder samtidig, at publikum og forældre kan følge sejladserne tæt fra land.

På Skælskør Fjord sejlede Optimist C og Zoom 8. Her lykkedes det at gennemføre hele ti sejladser hen over weekenden.

Lørdag begyndte med overskyet vejr, men solen kom hurtigt frem og blev hængende resten af weekenden.

Vinden lå lørdag omkring 4-6 m/sek. Søndag begyndte med lettere vind på cirka 3 m/sek., men i løbet af dagen steg den til 8-9 m/sek. med endnu kraftigere pust.

Glade sejlere og mange frivillige

Ifølge Claus Møller Christensen var stemningen mindst lige så vigtig som antallet af sejladser.

– Både på vandet og på land var der glade ansigter. Det gjaldt både sejlerne, de mange hjælpere, tilskuerne og forældrene, siger stævnelederen.

Søndag eftermiddag blev Harboe Cup afsluttet med præmieoverrækkelse i Skælskør Amatør-Sejlklub.

Her fik arrangørerne og klubbens mange frivillige ros for afviklingen af stævnet.

Traditionen tro blev der samtidig serveret pølser og drikkevarer fra Harboes Bryggeri.

Resultater og billeder på nettet

De samlede resultater fra Harboe Cup 2026 kan ses på Harboe Cup 2026 manage2sail, mens stævnets Facebook-side har billeder og videoer fra weekenden.

content-loader
content-loader