Gå til hoved-indhold
Udstyr
Den erfaring blev fundamentet for Elvstrøm Sails Nord, som Michael Olesen åbnede i Aalborg i 2001. Senere er forretningen udvidet med kontor hos Dansk Marinecenter i Aarhus for at styrke servicen i Østjylland. PR-foto

Michael Olesen markerer jubilæum som Elvstrøm Sails-forhandler

Som sejlmager og senere forhandler har Michael Olesen set sejlbranchen indefra – helt fra symaskinen til rorpinden. Søndag den 1. februar markerer han et markant jubilæum: 25 år som selvstændig forhandler af Elvstrøm Sails i Norddanmark i Aalborg.

Af Troels Lykke |

Et kvart århundrede med sejl, kunder og teknologi – og med et geografisk ansvar, der strækker sig fra Skagen i nord til Horsens i syd.

Michael Olesens historie med Elvstrøm Sails går langt tilbage og begyndte længe før, han blev selvstændig.

- Min tid med Elvstrøm Sails går på alle måder langt tilbage. Jeg blev uddannet sejlmager i 1983, og var først nogle år hos en lokal sejlmager hjemme i det nordjyske, så var jeg hos Høj Jensen Design i Jyllinge og et par år som sejlmager for Skoleskibet Danmark, inden chancen hos Elvstrøm Sails bød sig. Jeg slog til, og jeg har sådan set ikke set mig tilbage siden dengang jeg startede i Aabenraa i 1993, forklarer Michael Olesen med et smil.

I begyndelsen var ambitionen ikke nødvendigvis at blive selvstændig. Men rollerne ændrede sig, og erfaringerne voksede.

Lærerige årtier

Hos Elvstrøm Sails fik Michael Olesen hurtigt en bredere rolle end blot sejlmager.

- Da jeg startede ved Elvstrøm Sails i sin tid, så var det som sejlmager. Men jeg endte med at blive en slags højre hånd for Torben Jacobsen, der dengang ledede produktionen, forklarer han.

Det blev en tid præget af udvikling, nye markeder og iværksætterånd.

- Det var virkelig en sjov tid, for vi kastede os ud i nye projekter og markeder for at udvide forretningen. For eksempel havde vi ingen norsk forhandler dengang, så der endte jeg med at være i brochuren og var med til at udvikle det marked. Den der iværksætterånd har altid været virkelig fed at arbejde under hos Elvstrøm Sails – så jeg endte med at lave alt muligt, og kunne så finde ud af, at salg nok var en god og videre vej at gå.

Den erfaring blev fundamentet for Elvstrøm Sails Nord, som Michael Olesen åbnede i Aalborg i 2001. Senere er forretningen udvidet med kontor hos Dansk Marinecenter i Aarhus for at styrke servicen i Østjylland.

Et liv med vand

Selv om mange år er tilbragt i det sønderjyske sejlmageri, har Michael Olesen aldrig sluppet rødderne i Hals.

- Jeg kan jo ikke løbe fra, at der er vand alle vegne i Hals. Jeg blev søspejder som 11-årig, og derfra gik det stærkt med min interesse for sejlbåde. Man læste jo alle bladene, sejlede med vennerne, og så skete der pludselig noget.

Drømmen om at kombinere passion og arbejde blev realiseret – men også med en nøgtern erkendelse.

- Jeg har altid været lykkelig for at kunne beskæftige mig med den hobby og sejlsport, som jeg går så meget op i. Men omvendt nåede jeg nok også til en erkendelse af, at vi ikke alle kan leve af at sejle kapsejlads. Der fandt jeg en fantastisk hylde i at være sejlmager, og det har jeg alle dage været utroligt glad for at være, forklarer Michael Olesen.

Næste generation under kronen

Familienavnet Olesen er i dag repræsenteret to steder i Elvstrøm-universet. Sønnen Andreas arbejder i dag med det nye tøjmærke Elvstrøm SailWear.

- Jeg har altid sejlet, men for Andreas trak det ikke rigtigt i starten. Men efter han blev konfirmeret, så skete der noget. Han købte en motorjolle sammen med en ven, og kort efter kom de frem til, at de også ville sejle sejlbåd, og siden har Andreas været bådejer, forklarer Michael Olesen.

Vejen gik via praktik og job hos X-Yachts – og videre til Elvstrøm.

- Siden skulle Andreas i praktik med sin uddannelse, så han kom hjem en dag og sagde, at han havde fået en plads hos X-Yachts i Haderslev. Logistisk var det ikke til højrebenet, men det blev et så stort hit, at Andreas siden fik fast job hos X-Yachts, inden han skiftede til det nye Elvstrøm SailWear. Det er virkelig fedt, at vi på den her måde også er lidt fælles om vores professionelle virke, men så sandelig også kan sejle kapsejladser sammen, siger han.

Blikket fremad

25 år som forhandler har budt på markante teknologiske skift i sejlproduktion – men også på kontinuitet i værdierne.

- Det har været vildt fascinerende at drive forretningen gennem nu 25 år, mens der er sket så meget med vores sejl og teknologi – og jeg nyder virkelig at være en lille del af det store maskineri. Der er virkelig sket meget siden begyndelsen, men det er hele tiden sket i den der ånd, som for mig kendetegner Elvstrøm Sails – og det er virkelig fedt.

content-loader
content-loader