Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det lykkedes sejleren at komme op på et klippeskær, hvor han ventede på hjælpen, mens båden gik tabt. Foto: Préfecture maritime de l’Atlantique

Hallberg-Rassy sank om natten - sejler reddet på klippe

En solosejler ramte klippeskær og måtte forlade sin svenskbyggede sejlbåd og søge tilflugt på et klippeskær ud for Bretagnes barske kyst. Næsten to timer senere blev han hejst op i en fransk marinehelikopter.

Af Troels Lykke |

En natlig grundstødning ud for den franske Atlanterhavskyst udviklede sig dramatisk, da en Hallberg-Rassy begyndte at tage vand ind og senere sank.

Ulykken skete natten mellem 22. og 23. juli ud for Cap de la Chèvre på Crozon-halvøen i Bretagne. Skipperen var alene om bord, da sejlbåden ramte grunden tæt på den klippefyldte kyst forklarer magasinet. YACHT.

Nødkald blev videresendt

Kort før midnat modtog det franske redningscenter CROSS Corsen et såkaldt Mayday Relay. Det betyder, at nødkaldet blev videresendt af et andet fartøj.

Skipperen oplyste, at sejlbåden var gået på grund ud for Cap de la Chèvre, og at der allerede trængte vand ind i båden. Situationen forværredes hurtigt, og han måtte forlade Hallberg-Rassy’en.

Det lykkedes sejleren at komme op på et klippeskær, hvor han ventede på hjælpen, mens båden gik tabt.

Marinehelikopter fandt skipperen

CROSS Corsen satte en større redningsaktion i gang. En H160-helikopter fra den franske marine blev sendt til området sammen med de to redningsfartøjer SNS 097 Notre-Dame de Rocamadour og SNS 723 Tai Bihan fra redningsstationen i Camaret-sur-Mer.

Omkring klokken to om natten lokaliserede helikopterbesætningen skipperen på klippen. Han blev hejst op med helikopterens spil og efterfølgende fløjet til hospitalet i Brest for at blive undersøgt og behandlet. Der er ikke offentliggjort nærmere oplysninger om hans tilstand. 

Årsagen er endnu ukendt

De franske myndigheder har ikke oplyst, hvorfor sejlbåden kom så tæt på kysten og ramte grunden. Det er derfor uvist, om ulykken skyldtes en navigationsfejl, et teknisk problem eller andre forhold.

Vejret beskrives som moderat med vestlig til nordvestlig vind og vindstød på omkring 6-8 m/sek. Området omkring Cap de la Chèvre er imidlertid præget af stejle klipper, undersø og kraftige tidevandsstrømme, som gør natsejlads tæt på kysten krævende.

content-loader
content-loader