Gå til hoved-indhold
Tur
Normalt ligger turbøjerne på en vanddybde mellem 2,5 og 3,0 meter, men i sjældne tilfælde kan de flytte sig, hvis de udsættes for usædvanligt store belastninger. Foto: Danske Tursejlere

Kraftigt blæsevejr flyttede turbøjer – Danske Tursejlere opfordrer til ekstra forsigtighed

Efter weekendens kraftige blæsevejr har flere af Danske Tursejleres turbøjer rykket sig. De berørte bøjer er midlertidigt fjernet fra Blå Oplevelser-appen, indtil de er kontrolleret og lagt korrekt på plads.

Af Troels Lykke |

Weekendens pludseligt opståede blæsevejr har sat sine spor langs de danske kyster. Flere af Danske Tursejleres turbøjer har flyttet sig som følge af de kraftige vind- og bølgepåvirkninger, og foreningen har derfor valgt midlertidigt at fjerne de berørte bøjer fra Blå Oplevelser-appen, fortæller Danske Tursejlere på facebook.

Bøjerne bliver først gjort tilgængelige igen, når de er blevet kontrolleret og lagt korrekt på plads.

Normalt ligger turbøjerne på en vanddybde mellem 2,5 og 3,0 meter, men i sjældne tilfælde kan de flytte sig, hvis de udsættes for usædvanligt store belastninger, som det skete under weekendens kraftige blæsevejr.

Opfordrer til godt sømandskab

Danske Tursejlere understreger, at turbøjerne fortsat er sikre at benytte under de rette forhold, men opfordrer samtidig sejlere til altid at udvise godt sømandskab.

Foreningen anbefaler derfor, at man:

  • kontrollerer dybden ved turbøjen med ekkolod ved anløb

  • benytter ankeralarm

  • kun anvender turbøjer i roligt vejr og helst ved fralandsvind

  • følger de gældende råd og regler for brug af turbøjerne.

Dimensioneret til både op til 15 ton

Turbøjerne er monteret med et 100 kilo tungt ringanker og 10 meter kæde og er som udgangspunkt dimensioneret til både på op til 15 ton under rolige vejrforhold.

Danske Tursejlere hører desuden gerne fra sejlere, der har observeret en turbøje, som ser ud til at have flyttet sig. Oplysningerne skal sendes til foreningens sekretariat, så bøjerne hurtigst muligt kan blive kontrolleret og sikret igen.

Foreningen forventer, at de berørte turbøjer løbende bliver lagt tilbage på deres korrekte position, efterhånden som eftersynet gennemføres.

content-loader
content-loader