Gå til hoved-indhold
J/80 i RungstedKapsejlads
I Rungsted bruges J/80ere. Foto: Troels Lykke

"Nyt" Dansk Sejlunion TD Kraftcenter i Rungsted

Sejlunionen glæder sig over, at KDY opruster kompetencer i "Dansk Sejlunion Team Danmark Kraftcenteret". Et center som Sejlunionen støtter økonomisk. DS-formand Gerstrøm forklarer om et center, der ikke kørte helt optimalt.

 

Af Troels Lykke |

Carl Gerstrøm forklarer på Sejlunionens hjemmeside:

Som de fleste elitesejlere vil vide, har Dansk Sejlunion Team Danmark Kraftcentret desværre ikke fungeret helt optimalt i 2009.

For eksempel har kraftcentret i en længere periode ikke kunnet tilbyde træning, ligesom der ikke har været økonomi til at have træneren med rundt til flere vigtige danske stævner i år for at støtte de unge talenter.

Dansk Sejlunion er meget tilfredse med, at dialogen mellem KDY og Dansk Sejlunion nu fører til, at man øger kompetenceniveauet og ressourcerne i det Dansk Sejlunion Team Danmark Kraftcentret i Rungsted.

God timing

Det er fantastisk, at så mange, dygtige og erfarne sejlere vil hjælpe dansk sejlsport i talentudviklingen. Timingen er god og initiativet relevant.

Senest i sidste uge mødtes repræsentanter fra KDY og Dansk Sejlunion for at drøfte næste års aktiviteter i kraftcenteret i Rungsted.

Her var der enighed om, at kraftcenteret skal videreudvikles inden for rammerne af Dansk Sejlunions nuværende talentudviklings- og kraftcenterkoncept, til glæde og gavn for vores dygtige sejlere.

Forslag til planer og mål for, hvordan dette konkret skal udmøntes i 2010, er nu under udarbejdelse af KDY.

Mission: Bygge bro mellem vækstlag og top

Kraftcentrets mission er at bygge bro mellem vækstlaget og toppen i dansk sejlsport, og sikre et aktivt miljø, hvor alle får mulighed for at lære mere og forbedre sine præstationer.

Det glæder mig, at KDY nu vil opruste og bidrage mere til denne proces. For KDY-sejlere på landsholdet bliver de hjemlige træningsmuligheder forhåbentligt endnu mere inspirerende nu, hvilket også er glædeligt.

Flere af vores topsejlere har jo hjemme i KDY, så et aktivt og inspirerende miljø her er helt afgørende for sejlsportens fremtidige succes.

Formand Carl Gerstrøm, Dansk Sejlunion

content-loader
content-loader
content-loader