Ordre til Tuco fra Slovakiets Marine Politi
Tuco Marine Aps i Fåborg har nu kontrakt på levering af et hurtigt tjenestefartøj.
Båden er en FRB-type (fast rescue boat), tilpasset netop politiets særlige krav.
Bådene fremstilles af Tuco under navnet Aluguard 9,3m. Denne bådtype er specielt designet med henblik på hård slitage under barske forhold.´
Båden er designet af eksperter fra superyacht-industrien samt eksperter fra det kommercielle marine marked, og den er designet til at kunne modstå en tophastighed på over 60 knob.
2 x 225 hk
Båden til Slovakiet er forsynet med 2 stk 225hk motorer, hvilket bringer den i stand til at sejle over 40 knob, hvilket er dobbelt så hurtigt, som de både der for tiden anvendes hos det slovakiske Marine Politi.
Båden er forsynet med en stor kabine til besætningen, dette gør at man under aktion kan koncentrere sig om de tjenestemæssige opgaver, hvor kabinen beskytter besætningen for vind og vejr, hvilket skal forbedre overblikket, og derved øge chancerne for en succesfuld indsats.
Underskrivning var højtidelig
William Friis-Møller fra Tuco underskrev kontrakten i Bratislava under ganske officielle former sammen med den Slovakiske Stats Navigation Administration, som var repræsenteret af chefen for hovedkontoret Jozef Moravcik.
Denne ordre er den første eksportordre på denne bådtype for Tuco Marine ApS og er et vigtigt skridt for den fremtidige markedsføring af virksomhedens produkter, og herunder muligheden for yderligere salg af Aluguard serien til politi- og sikkerhedsopgaver.
Under kontraktforhandlingerne påpegede Jozef Moravcik, at der var to årsager til at de foretrak Aluguarden fra Tuco, den ene er, at aluminiumskonstruktionen opfylder deres krav om soliditet, og den anden er, at båden er så hurtig, at man nu bliver i stand til at fange de hurtigtsejlende lovovertrædere, hvilket op til d.d. har været et stigende problem.
Flåde var af ældre dato
Ligeledes udtalte Jozef Moravcik at:
”denne ordre afgjort ville afføde muligheden for flere ordre, idet flåden af fartøjer i Slovakiet er for langsomme og af ældre dato, ydermere vil nabolandenes politi og toldvæsen, som heller ikke er i besiddelse af så hurtigt et fartøj, ligeledes være opmærksomme på den nye båd og måske herefter foretage lignende beslutninger”.
Før aflevering bliver båden testsejlet i Fåborg og umiddelbart herefter, bliver båden transporteret til Bratislava for endelig aflevering, straks i begyndelsen af det nye år.