Gå til hoved-indhold
Hans Natorp har både sejlet elite- og tursejlads. Han går for at være en skrap sejler.Sejlklubber
Hans Natorp har både sejlet elite- og tursejlads. Han går for at være en skrap sejler.

Hans Natorp vil være formand for Sejlunionen

Hans Natorp, 45 år, indstilles af Dragør Sejlklub og Sønderborg Yacht Club til formand for Dansk Sejlunion, når Carl Gerstrøm stopper ved unionens generalforsamling den 20. marts. Hermed er der to kandidater, da også Hans Vengberg stiller op. Læs her om Natorp.

 

 

Af Troels Lykke |

I forbindelse med indstillingen siger Hans Natorp om sig selv:

”Jeg har gennem mine 38 år som aktiv sejler prøvet kræfter med de fleste af sejlsportens hovedfelter fra ungdoms-jollesejlads på Sønderborg Bugt til OL-deltagelse i Pusan. Fra det intensive træningsmiljø i Århus til en ungdomslederpost i Dragør. Og med mange gode oplevelser som tursejler i danske og nordiske farvande og som langturssejler over hele kloden."

"Højdepunkterne har været somrene tilbragt med en Optimistjolle og gode venner på Sønderborg Bugt, OL deltagelsen i 470 jolle i 1988 i Pusan, min tid som formand for Ungdomssektoren i Dansk Sejlunion, hvor ”Sejlsport til tiden” blev sat i søen og senest min skippertjans på en etape halvvejs rundt om kloden fra Stillehavet til Sydafrika på S/Y Roselina’s jordomsejling.”

Fra Århus til Dragør
 
Dermed har Hans Natorp antydet hovedelementerne i sit sejler CV, som også omfatter jollesejlads i Flipper, træner og underviser i Århus Sejlklub og ungdomsarbejde i Dragør Sejlklub og kapsejlads på alle planer.
 
Civilt er Hans Natorp partner og bestyrelsesformand i IT- og telekommunikationsvirksomheden Neuco IP A/S, som han selv er medstifter af. Han er en stærk entreprenør og iværksætter og har tidligere etableret og drevet virksomheder i branchen.

Jeg har facetterne med elite- og tursejlads
 
Om sin rolle som mulig formand for DS siger Hans Natorp:

”Vi er alle en del af sejlsporten, fordi vi har en stor fornøjelse ved at være på og ved vandet. Denne glæde ved sejlsporten skal plejes og stimuleres – uanset om vi sejler bredde, elite, ungdom eller tur – og her bidrager Dansk Sejlunion som et naturligt og samlende element."
 
"Min styrke som formand for Dansk Sejlunion vil være, at jeg har været en del af mange forskellige facetter indenfor sejlsporten. Jeg har derfor en personlig erfaring og ide om langt de fleste opgaver og udfordringer, som vil komme forbi mig, " lyder det videre.

Åbenhed, kommunikation og brugerinddragelse
 
"Jeg arbejder som iværksætter – jeg sætter et mål sammen med et hold og er god til at føre det ud i livet. Jeg lægger stor vægt på åbenhed, kommunikation og brugerinddragelse. I både mit arbejdsliv og mit sejlsportsliv har jeg altid arbejdet med mindre og større teams med henblik på at optimere samarbejdet, lade individer bruge deres kompetencer og derved samlet nå et godt resultat,” forklarer Hans Natorp
 

content-loader
content-loader
content-loader