Gå til hoved-indhold
Foto: BB10m.dkKort Nyt
Foto: BB10m.dk

Natorp og DS ønsker Sejlsportens Krønike

Sejlunionen søsætter en historie-stafet, som et element i at få sejlerne til at fortælle sejlunionen om ønsker for fremtiden. Historierne er et led i strategiarbejde.

Af Troels Lykke |

Som et led i det strategiarbejde, som blev igangsat via beslutningen på generalforsamlingen i marts 2010, sender Dansk Sejlunion nu en ”Sejlerstafet” ud til alle danske sejlere.

”Arbejdet med at beskrive de kommende års strategi for Dansk Sejlunion er i gang. Strategien er det, der flytter os fra her, hvor vi er, til der hvor vi gerne vil hen. Inden vi sammen kan lave en strategi skal vi vide, hvad der er vigtigt for den enkelte sejler, og hvilke ønsker vi har for fremtiden”, fortæller Dansk Sejlunions formand, Hans Natorp på DS' hjemmeside www.sejlsport.dk

”Som et led i Dansk Sejlunions strategiarbejde har vi brug for, at du som sejler hjælper os ved at interviewe andre sejlere, for på denne måde at være med til at indsamle historier om det, som gør sejlsporten til noget specielt. Ambitionen er i fællesskab at indsamle viden, historier og fremtidsønsker, der beskriver på hvilken måde sejlsporten kan bidrage med noget helt særligt til den enkelte og til fællesskabet”, fortsætter Hans Natorp

Hans Natorp opfordrer til, at så mange sejlere som muligt tager initiativ til at interviewe andre sejlere og blive en del af processen, og dermed er med til at forme dansk sejlsports fremtid.

Lav et interview med en sejlerkollega

Du må meget gerne interviewe en sejlerkollega, og meget gerne en fra en anden klub eller klasse, en anden generation eller en anden type sejler end dig selv.

Hvis du er ung, så interview gerne nogle af de voksne medlemmer i klubben, eller omvendt. Hvis du er kapsejler, så find en tursejler, du kan interviewe. Du må naturligvis også gerne interviewe sejlere, som du møder i hverdagen i klubben. Når du kommer rundt i Danmark i løbet af sommeren, så lav for eksempel gerne et interview eller to, på hver havn du besøger, ved en sommercamp eller det mesterskab, du deltager i.

Hver gang du interviewer en sejler, så giv ”stafetten” videre med en opfordring til, at denne sejler tillige interviewer nogle andre sejlere. På denne måde vil vi kunne få ”ringene til at brede sig i vandet”, og få så mange interviews/historier ind til Dansk Sejlunion som muligt – jo flere, jo bedre.

Husk at det handler om at indsamle din sejlerkollegas gode historie - det kan sagtens gøres uden den perfekte journalistiske indgangsvinkel til historien. Din oprigtige interesse og dine opklarende spørgsmål vil helt sikkert få den gode historie frem.

Materialet vil danne grundlag for det igangværende strategiarbejde i Dansk Sejlunion, og det vil også som noget meget vigtigt blive til vores fælles historiefortælling om dansk sejlsport – en ”sejlsportens krønike”.

Sådan kommer du i gang med historierne: sejlsport.dk/sw42782.asp

content-loader
content-loader
content-loader