Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Morten Terf Andersen er ny journalist på minbaad.dk. Foto: Henning Hjorth.

Ny journalist på minbaad.dk

Morten Terf Andersen er tursejler. Han sejler en Scampi 30 og er med i Sejlklubben Frem i Svanemøllehavnen. For minbaad.dk vil han gerne skrive om sejlere, begivenheder og alt nyt, der kan berige sporten.

Af Troels Lykke |

Morten Terf Andersen (født 1964) er ny journalist på minbaad.dk. Som dreng sejlede han Ynglinge i Sejlklubben Sundet i Svanemøllen. Siden fandt han andre fritidsinteresser.

Men i 2000 prøvede han at sejle matchrace på Oure en uges tid. Det blev han så begejstret for, at han valgte at gå på sejlerskolen i Øresunds Sejlklub Frem, hvor han fik bevis i 2003.

Sammen med sin hustru investerede han i 2004 i en svenskbygget glasfiber-sejlbåd, en Scampi 30 fra 1975. Scampi’en har været på Bornholm, i det sydfynske øhav og i Sverige.

Morten er nemlig en tursejler af hjerte, men går dog ikke af vejen for lidt race. Således dyster han lidt mod Ballad’er i en kapsejlads for sjov.

Alsidig sejlerinteresse
Erhvervsmæssigt har Morten en meget alsidig baggrund. Han er oprindelig uddannet lærer og har siden videreuddannet sig på Danmarks Journalisthøjskole/Update.

Han har været journalist i en årrække på Hvidovre Avis samt kommunikationsrådgiver i it-virksomheden CSC. I de senere år har han taget opgaver som freelancejournalist. I sin fritid er han redaktør af Frems klubblad.

For minbaad.dk vil han gerne skrive allround-stof, gennemføre interviews og skrive om navne og begivenheder i sejlermiljøerne. Alt stof, der kan berige sporten, har interesse. Hans særlige passion er fritidssejladsen.

Hvis du har idéer, der måske kunne blive til en historie for minbaad.dk, så skriv til Morten på e-mail: morten@terf.dk.

 

content-loader
content-loader
content-loader