Gå til hoved-indhold
X79 er i hård konkurrence med de nye sportsbåde. Foto: Henrik JessenKapsejlads
X79 er i hård konkurrence med de nye sportsbåde. Foto: Henrik Jessen

Nedtur for X79

Weekendens DM for X79 og X99 i Skovshoved ligner en fiasko for X79 klassen. Kun ni både er tilmeldt. Vi har talt med klassens formand Christian Tofft.

Af katrine bertelsen |

Hvor X99 kan glæde sig over 21 både på tilmeldingslisten, må X79 indstille sig på, at det heller ikke i år kan blive et officielt mesterskab. Præcis som i 2009 er der kun ni både tilmeldt.

X79-klassen har igennem de sidste par år haft stadig tilbagegang, og har flere gange måttet aflyse stævner på grund af for få tilmeldinger.

Til det siger Christian Tofft, formand for X79-klubben til minbaad.dk.

”Klassen er langsomt på vej ned. Om den dør helt ved jeg ikke. Vi (bestyrelsen for X79-klubben) prøver og prøver at få fat i folk, vi ringer og vi taler med dem, men det er op ad bakke.”

”Men det kan jo være at klassen kan få en revival. Klasser blomstrer jo af til op igen. I Tyskland er der fremgang, efter de har set den samme nedtur som i Danmark. Man kunne da godt forestille sig, at vi talte lidt mere med dem, vi er jo en trailende klasse.”

Albin Xpress og 806 er gode eksempler på klasser, der har været næsten forsvundne, men atter er kommet op. Christian Tofft undrer sig lidt over, at der ikke f.eks er studerende, der slår sig sammen og køber en X79, når de er så billige.

Måske en CB66

Selv overvejer Christian Tofft at skifte til CB66.

”Jeg sælger ikke X79’eren. Den kan vi bruge til tursejlads, og de er under alle omstændigheder nede i en pris på omkring 50.000 kr, så der er heller ikke mange penge i at sælge den. Jeg har prøvet at sejle lidt CB66, den er sjov og klassen er på vej op.” siger Christian Tofft, formand for X79-klubben.

Om det er fordi X79 er blevet lidt gammeldags er ikke til at sige. Men den asymetriske genakker og det lidt mere sporty look på f.eks. CB66 virker attraktiv på især de unge.

X99 med hjælp udefra

I X99-klassen er der tilmeldt 21 både. Men her er hele ni både tyske og svenske. Så uden hjælp udefra var det heller ikke blevet et officielt mesterskab.

Stævnet sejles fra Skovshoved fra d. 27. – 29. august.

www.x79.dk

www.x99.dk

Stævnets hjemmeside: www.skovshoved-sejlklub.dk

Har du et bud på, hvad der sker i klasserne, så skriv en kommentar eller mail til katrine@minbaad.dk

content-loader
content-loader
content-loader