Måske største VM for RS:X klassen
120 mandlige og 80 kvindelige sejlere er nu tilmeldt til VM i RS:X i Kerteminde. Lærke Buhl-Hansen og Bettina Honoré er de danske profiler.
RS:X VM i Kerteminde sejles fra 27. august til 5. septem. Det er Kerteminde Sejlklub, der står for mesterskabet for den olympiske windsurfing klasse RS:X, og de danske deltagere er gået i hård træningslejr for at kunne skabe gode resultater på hjemmebane.
Specielt på kvindesiden bliver det spændende at følge de danske deltagere. Bettina Honoré har længe været aktiv i RS:X klassen og repræsenterede Danmark ved Ol i Beijing i 2008 og er et godt bud på en god dansk placering.
Der samme gælder det unge juniortalent Lærke Buhl-Hansen, som ved sommerens store internationale stævner opnåede de bedste resultater for RS:X juniorer nogensinde i Danmark.
4. plads ved U-VM
Lærke Buhl-Hansen blev nr. 4 ved ungdoms EM i Sopot i Polen i starten af juli og igen nr. 4 ved Volvo Youth Sailing ISAF World Championships i Istanbul i midten af juli.
Lærke er tidligere jollesejler og har vundet flere internationale mesterskaber i henholdsvis Optimist og Zoom8 klassen og er derfor en særdeles erfaren sejler, der er god til ”læse” banen, fortæller Henrik Møhl fra Kerteminde Sejlklub.
Derfor kan Lærke Buhl-Hansen opnå et en meget fin placering ved dette VM i Kerteminde, hvis det hele flasker sig.
Unge talenter på vej
Der er spændende unge talenter på vej i den danske RS:X klasse. Talenterne er en god sammentømret gruppe bestående af Lærke Buhl-Hansen fra Århus Sejlklub, Sebastian Fleischer fra KDY, Tobias Kronborg fra Ålborg Sejlklub, Annika Harreskov fra KDY og Thomas Møhl fra Kerteminde Sejlklub, der alle det drager Europa rundt til træning og stævner.
Det sker med bistand af den danske RS:X træner Jacob Karstoft. Han siger:
”At selvom, det kun er Lærke der deltager i VM, så er gruppen med i forberedelserne, også sammen med de etablerede senior- sejlere, og det er måske netop styrken ved ungdomsgruppen. Der er et rigtig godt sammenhold og vidensdeling og de udnytter alle chancer for at samle inspiration og lære af verdens bedste”
Måske største VM for klassen
Der er tilmeldt 4 danske kvinder, Ida Sofie Thorlaksen, Bettina Honoré, Lærke Buhl-Hansen og Katrine Jensen og en mandlig dansk deltager Kim Braad Carlsen.
Max. deltagerantallet for kvinder og mænd er 120 for hvert køn. Der er nu tilmeldt 120 mænd og næsten 80 kvinder, så det tegner til at blive et af de største VM´er, der er afholdt i RS:X klassen indtil nu.