Gå til hoved-indhold
Herligt sejlervejr i Italien. Vi andre må nøjes med 16 grader og byger. Foto: Søren AndreasenKapsejlads
Herligt sejlervejr i Italien. Vi andre må nøjes med 16 grader og byger. Foto: Søren Andreasen

Guld til dansk Contender i Italien

De fire danske Contender-sejlere der havde fravalgt Århus festuge og taget til italiensk mesterskab i Arco, kommer ikke tomhændede hjem.

Af katrine bertelsen |

Søren Andreasen fra Hellerup Sejlklub skriver:

Lørdag viste Gardasøen sig fra sin kedelige side. Fin vind hele morgenen, men da starten skulle gå kl. 13 var vinden væk, til gengæld fik vi regnvejr, lyn og torden. Nå, men vi blev sendt på vandet to gange, og på land lige så mange gange.

Danske sejlere i det italienske er:

  • DEN-2352, E-jolle 2009 DK-mester, Jesper Nielsen.
  • DEN-1628, Firma-DM 2009 Lars Rasmussen
  • DEN-2446, 505 DK mester 1990, Bo Petersen
  • DEN-44, "the contender legend" Søren Dulong Andreasen

Søndag blev der så meldt start kl. 8, så det betød at vi skulle sejle i det lidt lettere morgenvind.

Afsted det gik. Lidt udskiftning af pladserne undervejs, men på anden skæring rykkede Søren fra feltet og holdt føringen resten af sejladsen.

Bo sejlede sig frem og tilbage mellem tiende og andenpladsen og endte som nummer fire i mål. Jesper omkring nr. 13 og Lars i 20’erne.

2. start var vinden løjet en anelse, og den fortsatte med at løje sejladsen igennem.

Bo kom skidt fra start, men kom over i trykket midt på banen og førte sejladsen fra start til slut.

Søren kom op som toer ved bundmærket, men et par dårlige terningekast, og så var 2. pladsen byttet ud med en femteplads. Ved topmærket blev vi taget i mål, da vinden var næsten væk.

Vi blev så trukket i land, for at vente på søbrisen. Lidt hovedgymnastik sagde, at Søren allerede havde vundet og ikke behøvede at sejle sidste sejlads, men efter lidt frokost og venten på at "Ora" slog igennem var Søren også at finde på startlinien(det er sgu svært at sige nej til en sejlads mere på Garda!).

Starten gik, og efter første omgang var Søren atter i front, lidt ukoncentration ved sidste mærke resulterede dog i Sørens første kæntring under stævnet og 100 kilos Carino Silvio, var hurtig til at udnytte denne og lagde sig til lu af Søren.

Begge både krydsede mållinien samtidig, og video optaget på måltagningsbåden måtte bruges for at afgøre, hvem der kom først.

Det faldt ud til Carino's fordel, jep, Søren har set billederne og den var desværre god nok.

Samlet set sluttede Søren Andreasen af med at vinde stævnet med 7 point efter 5 sejladser og en fratrækker.

Nummer to og ny italiensk mester blev Michele Benvenuti med 16 point.

Jesper sluttede næstbedste dansker som nr. 11, Bo 12 og Lars 18. Ganske hærderlige resultater i det 54 mand store felt (og en enkelt kvinde).

Tak til www.HelgeAndersen.dk for lån af køretøj og tak til Finn Jørgensen www.mycar.dk for hjælp.

content-loader
content-loader
content-loader