Gå til hoved-indhold
Mere end 70 siders politik - få linier om idræt og sport. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Mere end 70 siders politik - få linier om idræt og sport. Foto: Troels Lykke

Ny regering i Danmark - nye toner på gamle flasker

I går fik vi en ny regering i Danmark, og skal man tro på deres fremlagte regeringsgrundlag, så kan det godt betyde bedre vilkår for idræt. Men siger de ikke altid det...

Af Morten Lorenzen |

Regeringsgrundlaget på mere end 70 A4 sider med overskriften "ET DANMARK DER STÅR SAMMEN" blev fremlagt med appel, og efter at have gennemlæst det lange dokument må man sige, at der nok er tale om nye mål, men måske leveret på gamle flasker, ihvertfald set med idrætspolitiske briller.

Man skal hen på side 50 - under "Nye mål for Socialpolitikken" for at finde programpolitik der vedrører idræt.

Her beskriver regeringen:

Frivillige organisationer har gennem årene oplevet, at de snærende bånd fra bureaukrati og regler er strammet til. Det risikerer at kvæle initiativ og virkelyst. Regeringen vil derfor arbejde for, at unødigt bureaukrati for frivilligt arbejde begrænses mest muligt.

Regeringen vil derfor tage initiativer til at gøre det lettere at være frivillig i Danmark.

I 2005 beskrev VK regeringen følgende i deres regeringsgrundlag: 

Bedre vilkår for frivillige idrætsledere

Den organiserede idræt, der igennem sin frivillige struktur er med til at fremme principperne om demokrati og fællesskab i samfundet, skal fortsat styrkes.

Regeringen vil gennem en ændring i skattelovgivningen styrke arbejdet med børn og unge ved at gøre det mere attraktivt for trænere at tage sig af børn.

Regeringen vil foreslå, at de skattefri omkostningsgodtgørelser for frivillige ledere og trænere hæves. Regeringen vil endvidere fortsat arbejde for administrative lettelser ved bl.a. ens medlemsopgørelser til organisationer og kommuner.

Hmm - ikke meget nyt her fra den nye regering. Faktisk mangler der en del i forholdet til hvordan vi kan sikre en bedre og nemmere aflønning af frivillige ledere og trænere, men måske kommer det senere.

Store idrætsbegivenheder til Danmark

Regeringsgrundlaget fortsætter på side 70 med at beskrive:

SPORT OG IDRÆT FOR ELITE OG BREDDE

Sport og idræt er en integreret del af dansk samfundsliv og kulturliv.

Regeringen ønsker et stærkt og dopingfrit sportsliv for både elite og bredde i Danmark.

Breddeidrætten bidrager til vores samfunds sammenhængskraft og folkesundheden. Regeringen lægger stor vægt på at inddrage sport og idræt aktivt - herunder også den voksende selvorganiserede idræt og motion - når vi skal tackle problemer som manglende integration, dårlig folkesundhed og ungdomskriminalitet.

Børn og unge bør være mere fysisk aktive end i dag – gerne mindst én time om dagen. Fysisk aktivitet kan fremme sundhed, indlæring, reducere frafald, og bidrage til sjovt. Regeringen vil sammen med kommuner, skoler, institutioner, foreninger og frivillige udarbejde en strategi for mere fysisk aktivitet.

Eliteidrætten bidrager med forbilleder for de unge og fælles oplevelser for hele befolkningen. Regeringen vil arbejde for, at Danmark fortsat udklækker eliteidrætsudøvere.

Det er vigtigt at fortsætte indsatsen for at tiltrække internationale idrætsbegivenheder til Danmark. De vækker begejstring, skaber interesse for idræt og kan inspirere til fællesskab, sundhed, beskæftigelse, integration og den nationale stolthed. Og så styrker de Danmarks internationale synlighed, øger kendskabet til Danmark og kan bidrage med øgede indtægter til samfundet.

Det sidste betyder formentlig at Sport Event Denmark får fornyet deres bevilling på 35 millioner kroner om året, der skal bruges til at få store begivenheder til Danmark.

Dansk Sejlunion og flere danske klubber har nydt godt af de ressourcer som Sport Event Denmark kan hjælpe med, når store sejlsportsbegivenheder skal afvikles i Danmark. 

At Sport Event Danmark formentlig fortsætter, betyder at Danmark kan fortsætte med at byde sig til overfor de store sejlsports klasser, når de skal finde egnede steder til at afholde deres EM, VM og Gold Cup´s. 

Forhåbentligt er det ikke kun de OL relaterede klasser, eller enkeltstående begivenheder som der skal støttes fremover. Tilbagevendende sejlsportsbegivenheder kunne sagtens bruge seriøs støtte, men indtil videre har man ikke kunne hente støtte til disse hos Sport Event Denmark. Det kan være at det nye grundlag giver mulighed for det.

Sailing Aarhus er klar

Med vanlig god timing offentliggjorde Sailing Aarhus i mandags, at en af bugtens store frivillige kræfter Jens Villumsen, nu ansættes i Sailing Aarhus med ansvar for planlægningsopgaver indenfor race- og event management.

Det er godt nyt, at man styrker organisationen i Aarhus. Og givet er det også, at vi kan forvente flere store sejlsportevents til Århus området, hvor firkløveret Aarhus Kommune, Sport Event Denmark, Dansk Sejlunion og Sailing Aarhus er en meget stærk konstellation.

Og snart må vi gå med kniv igen

Som et kuriosum så har den nye regering valgt at gøre op med den noget forhadte knivlov, der faktisk har betydet at vi som sejlere kunne risikere ubetinget fængsel hvis vi blev stoppet med en sejlerkniv i bæltet på vej hjem fra havnen. Den lov skal nu endelig revideres.

Men alt i alt ikke de store idrætspolitiske nyheder i det nye regeringsgrundlag. Vi må håbe og tro på at Dansk Sejlunion og Danmarks Idrætsforbund får held med at forhandle mål og midler med regeringen - så vi også får et idræts DANMARK DER STÅR SAMMEN.

 

content-loader
content-loader
content-loader