AC 2011: Se Green Comm vælte
Med bare fire dage til America’s Cup World Series i Plymouth er træningen intensiveret. Det spanske hold pressede deres AC45 til det yderste. Se billeder og video.
"Klubben" af AC45 væltepetere til Americas Cup er nu udvidet med det spanske hold, Green Comm Racing. Mandag væltede deres båd i en vild træningssession. De øvrige hold i "klubben" er Oracle Racing, Artemis Racing, Emirates Team New Zealand og Team Korea.
- Uheldet kom ikke helt bag på os. Vejret var meget frisk med en sydvestlig vind mellem 20-25 knob, og pust i 30. Og vi pressede båden til grænsen, sagde rorsmand Vasilij Zbogar fra Green Comm Racing.
- Vores topfart på kryds var over 17 knob, og ned ad bakke loggede vi 29 knob. Men nu ved vi hvornår vi kan presse båden, og hvornår vi skal sejle konservativt. Mandagens episode var en værdifuld lektie, slutter Vasilij Zbogar.
Ingen af besætningen kom noget til, og skaden på vingesejlets top ligger i den milde ende. Holdet regner med, at reparationen er afsluttet tirsdag eftermiddag.
Vejrudsigten for i dag er med meget hård vind, og de fleste teams bliver på land. Heldigt for Green Comm Racing, der ikke mister vigtig træningstid i forhold til de andre både.
America’s Cup World Series sejlede deres første etape i Cascais, Portugal i august. På lørdag starter sejladserne i Plymouth, England. Og det er netop blevet offenliggjort, at Venedig, Italien bliver vært fra d. 12.-20. maj 2012, efterfulgt af Newport, Rhode Island, USA i juni/juli 2012.
Sidste sejlads i 2011 bliver i San Diego, Californien, USA, fra d. 12.-20. november.
Læs og se meget mere her: www.americascup.com
Fotos: Gilles Martin-Raget/americascup.com