Gå til hoved-indhold
Trængsel på Bavaria-broen i Egå. Vejret var i top og det var stemningen også. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Trængsel på Bavaria-broen i Egå. Vejret var i top og det var stemningen også. Foto: Troels Lykke

Antal besøg i Egå: 6.000 eller 10.000?

Mildt sensommervejr gav trængsel på bådbroerne i Egå. Gratis indgang gav mulighed for at gætte på antal besøgende. Udstilling er der måske også næste år, siger initiativtager Michael Floor.

Af Troels Lykke |

Der var gratis adgang til messen, og Floor Marine, der står bag udstillingen Flydende Bådmesse, mente at der var over 10.000 gæster der besøgte udstillinen fra 2. til 4. septemer.

De fleste udstillere vi talte med mente imidlertid, at der kun var mellem 6.000 og 7.000 besøgende, hvem der har ret afgøres aldrig, da ingen talte gæsterne.

Et indeks for besøgende er dog, at Egå Sejlklub solgt 1.600 pølser det første døgn.

Udstilling banket op på kort tid

Udstillerne var generelt imponeret over, at Floor Marine kunne banke en så stor udstilling op på kort tid, efter at Danboat smed håndklædet om udstilling i Marselisborg, da få meldte sig til.

Der var sejlbåde, strømlinede motorbåde og som noget nyt under store udstillinger var der også en del brugte både til salg. Der var også hidsige jetscootere, ribbåde, maritimt udstyr af enhver slags, tøj på tilbud, is, pølser og fadbamser.

Javel, udstillingen var mindre end Danboats udstiling sidste år, men stadig var der nyheder at finde, konstaterede minbaad.dk. Fx en ny J/108 og noget udstyr.

Ros til Egå Sejlklub

For Egå Sejlklub var det en usædvanlig travl weekend. De skulle både hjælpe med at få de mange tilkørendes biler forsvarligt parkeret, sælge is og hjælpe med de mange praktiske ting, som altid opstår under en så stor messe.

"Jeg er virkelig imponeret over så meget hjælp der var fra Egå Sejlkub, vi syntes det var et super arrangement, jeg savnede måske besøgende fra Sjælland," siger Hanse-forhandler Morten Nielsen fra Dragør.

Men der udover havde sejlklubben inviteret publikum på en gratis sejltur. De fem sejlbåde, som sejlklubben havde til rådighed, var fuldt optaget både lørdag og søndag, og mange fik en herlig sejloplevelse i det gode vejr.

Stor interesse i bådkøb

”Vi er meget tilfredse med arrangementet” lyder det fra en glad Michael Floor, der er direktør i Floor Marine.

”Folk er kørt hertil fra alle landsdele, og vi har oplevet en langt større interesse for at købe båd, end vi havde forventet.”

Havnemester Lars Kock Andersen, Egå Marina, har også haft nok at se til.

”Vi begyndte forberedelserne allerede for et par uger siden. Vi skulle jo sørge for, at der var nok parkeringspladser og plads til alle udstillerne. Med så mange gæster til messen, er det alle anstrengelserne værd. Vi er klar til messe igen til næste år, og meget gerne i en endnu større udgave, hvor marinaens øvrige klubber er med,” siger en glad havnemester, der også melder om stor omsætning i marinaens faste butikker under messen.

Gentagelse, mon ikke

Det er meget sandsynligt, at weekendens succes fører til gentagelser. Tidligere har der været tradition for en stor flydende bådmesse i Kolding, som sidste år blev flyttet til Marselisborg.

Af flere årsager blev den aflyst, og dermed blev der plads til arrangementet i Egå Marina.

”Det er jo et stort arbejde, at arrangere sådan en messe,” siger Michael
Floor smilende, ” men mon ikke vi finder arbejdstøjet frem igen til næste år.”

Michael Floor, Bavaria-forhandler, fik roser fra sine kolleger over udstillingen.

Underholdning i havnebassinet, især da en faldt ned af brættet.

content-loader
content-loader
content-loader