Gå til hoved-indhold
Start i medal race for Laser Radial. Foto: JesusKapsejlads
Start i medal race for Laser Radial. Foto: Jesus

Atter ingen danskere på podiet i World Cup

49erne Peter Krüger og Nicolai Thorsell tog 4. plads lige foran Nørregaard og Lang på Mallorca. Laser radial-sejleren Alberte Holm Lindberg nummer 9.

Af Troels Lykke |

Der blev byttet rundt på rækkefølgen på de to danske 49ere, da finalerne ved årets første World Cup-stævne i dag blev sejlet på vandet ud for Palma de Mallorca. Det skriver Sejlunionen til pressen.

Under dagens halv time lange finale var Allan Nørregaard og Peter Lang iført røde trøjer med et tretal på, som værende det synlige bevis på deres placering inden den afgørende kappestrid på vandet.

Den trøje blev dog hurtigt fjernet af en lettere irriteret Allan Nørregaard umiddelbart efter finalen. Årsagen var let at forstå: med en 9. og næstsidste plads i finalen satte de nemlig hele deres hele deres forspring overstyr og blev degraderet til den samlede 5. plads.

Mens der var ærgrelse i den ene danske båd, var der til gengæld brede smil i nabobåden hos Peter Krüger og Nicolai Thorsell. De lå nummer seks før dagens finale, men med en flot andenplads i dag avancerede de til den samlede 4. plads sølle to point fra en medalje.

Bare en båd imellem…

49er-finalen formede sig nemlig således, at den østrigske båd kom ind som nummer tre lige efter danskerne. Og lige netop det resultat betød, at østrigerne smuttede forbi danskerne i den samlede stilling.

- Skulle vi have gået benhårdt efter medaljen, så skulle vi have taget chancen og ladet os falde tilbage for at genere østrigeren for på den måde at få en båd imellem os. Men modsat ville det have gjort os selv mere sårbare,”lyder efter-evalueringen fra Peter Krüger, der samlet var meget godt tilfreds med hele stævnet.

- Vi har lavet så få fejl i det her stævne, at vi så småt er nede på at kunne tælle dem på fingrene. Det er rart at komme hertil, fordi det er blevet lettere at sætte ord på, hvor vi lige laver fejlene,” siger Peter Krüger.

En plads frem for Alberte

Med et udgangspunkt som nr. 10 havde den tredje danske finaledeltager, Alberte Holm Lindberg, alt at vinde i dagens Laser radial-finale. Og den danske pige gik bravt til den, og lå på et tidspunkt undervejs til at kunne avancere helt op til den samlede 7. plads i stævnet.

Desværre bliver hun overhalet på de sidste meter mod målstregen af den amerikanske sejler, og netop den ene placering betød, at danskeren i stedet må tage til takke med 9. pladsen.

Det ændrede dog ikke på, at Alberte Holm Lindberg var rimelig tilfreds med sin egen indsats. Specielt set i lyset af, at hun var plaget af sygdom i ugerne op til stævnet.

- Jeg følte mig helt slap i kroppen specielt efter den første dag, hvor det blæste kraftigt. Der følte jeg, at ikke havde nogen kræfter at give af,”fortæller hun, og glæder sig samtidig over sin første finaleplads nogensinde på Mallorca.

-Jeg har aldrig været gode venner med Mallorca, så det var rigtigt positivt, at det fungerede bedre her i år. Specielt fordi stævnet næste år kommer til at indgå i den danske OL-udtagelse,” siger hun.

Næste runde af World Cuppen finder sted i franske Hyeres med start søndag d. 24. april.

content-loader
content-loader
content-loader