Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

25 år i bådbranchen

Bådbranchen er åbenbart svær at slippe. Henrik Nielsen, Columbus Marine A/S kan i dag fejre 25 år i branchen.

Af Troels Lykke |

Mandag den 10. Januar 2011 kan Henrik Nielsen, Columbus Marine A/S fejre 25 års jubilæum som selvstændig. Henrik startede sammen med sin bror NIMARC Yacht Equipment I/S i 1986. Virksomheden blev hurtigt omdannet til et A/S.

Op gennem 90´erne udviklede brødrene sammen virksomheden til at blive en kendt leverandør af bådudstyr til de danske marinebutikker og bådebyggere. Varer på hylderne, venlig service og hurtig levering blev firmaets kendetegn.

I januar 2000 overtog Henrik Nielsen sin brors andel af virksomheden, og købte samtidig den maritime afdeling i Columbus Trading af Asger Tufvesson. Sammenlægningen af de i forvejen to stærke produktprogrammer blev med et navneskifte i januar 2000 til det Columbus Marine A/S, som de fleste i bådbranchen kender i dag. I august 2005 flyttede virksomheden til større rammer og moderne faciliteter i Karlslunde.

I dag repræsenterer Columbus Marine A/S en række verdenskendte brands inden for godt grej til sejl- og motorbåde. Harken, Wichard, Spinlock, Johnson Pump, Teleflex, Moonlight for blot at nævne nogle. Desuden er Columbus Marine grossist for Hempel´s lystbådeprodukter. Senest er Columbus Marine pr. årsskiftet blevet distributør af sejldug og sejlmagerprodukter fra Bainbridge International.

"Med Bainbridge´s produkter på hylderne er "pladen fuld". Vi har nu et superstærkt program til udstyrsbutikker, bådbyggere/værfter og er nu også en attraktiv leverandør til de danske sejlmagere", fortæller Henrik Nielsen.

"Igennem 25 år har vi oplevet adskillige kriser, pakker og kure bl.a. fra regeringen. Den seneste finanskrise var dog særdeles hård – også ved os. Jeg måtte desværre reducere staben af gode medarbejdere, og vores omsætning droppede med ca. 20% fra 2008 til 2009. I dag er optimismen tilbage og vores omsætning er stadig på den rigtige side af 25 mio. kr."

Ud over driften af Columbus Marine er Henrik Nielsen via en ejerandel på 25% i Peakbike Aps også involveret i import af cykler, cykelbeklædning og diverse udstyr. Opskriften er den samme: Nicheprodukter af meget høj kvalitet, kompetente medarbejdere og hurtig levering. Peakbike repræsenterer bl.a. den franske producent LOOK, der er kendt for "klikpedaler" og racercykler i kulfiber.

Privat er Henrik Nielsen gift med Mette, der er regnskabschef. Sammen har de teenage-døtrene Pauline og Frederikke. Nær bopælen ved havnen i Roskilde ligger familiens Larsen 28.
"Og der ligger den jo godt", fortæller Henrik med en lille hentydning til, at den vist ikke bliver rørt så ofte som det kunne ønskes.

"Jubilæumsdagen bliver en helt almindelig arbejdsdag. Jeg vælger at markere firmaets jubilæum med en reception, når der er bådudstillingen "Både i Bella" i Bella Center til marts. Her er kunder, venner og kolleger alligevelsamlet", afslutter en tilfreds jubilar. 

content-loader
content-loader
content-loader