Gå til hoved-indhold
Vinder i Opti-guldfeltet blev Jeppe Rørholm Borch fra Roskilde Sejlklub.Kapsejlads
Vinder i Opti-guldfeltet blev Jeppe Rørholm Borch fra Roskilde Sejlklub.

Kæmpe stævne på Furesøen

280 tilmeldte Opti, Zoom8 og 29ere-sejlere havde næsten alle vindtyper på fire baner. Læs rapport om stævnet og vinderne.

Af Troels Lykke |

Årets første ranglistestævne for Optimistsejlerne – som samtidig var årets andet ranglistestævne for Zoom8-sejlerne fandt sted på Furesøen i weekenden.

Stævnet i de grønne omgivelser ved Furesøen blev en stor succes for de to arrangerende klubber, Furesøklubberne Yachtklubben Furesøen og Farum Sejlklub. Stævnet mønstrede i alt 280 tilmeldte sejlere. Det fortæller stævnets PR-ansvarlig Gert Eriksen fra Yachtklubben Furesøen.

Forsinket aprilvejr

Weekendens vejr på Furesøen kan bedst af alt betegnes som forsinket april-vejr!

Stort set alle vejrtyper: Solskin i solide doser ind i mellem, mange store og små skyer med varierende vind til følge, enkelte byger – nogle af dem med torden og andre med lidt hagl! Og selvfølgelig masser af de solide vindspring, som Furesøen er så kendt for!

Det er hævet over enhver tvivl, at de sejlere, som er løbet med de gode placeringer på kapsejladsbanerne i løbet af weekenden har fortjent dem! Vinderne er dem, som målrettet har taget kampen op, og som bedst har evnet af løfte udfordringerne med Furesøens varierende og springende vind.

Fire baner

Stævneledelsen havde evnet at placere hele 4 baner rundt om på Furesøen, hvor den ene var forbeholdt Opti-guldfeltet med 118 sejlere opdelt i gul og blå fleet, den anden for de 57 Zoom8- sejlere og de 39 sejlere i Opti-sølvfeltet.

Derudover var der en bane med i alt 13 deltagende 29er-joller – og som rosinen i pølseenden en bane forbeholdt Opti-C-feltet med 39 tilmeldte sejlere.

Vindspringene må have tæret på manges kræfter – i hvert fald blev der vendt grundigt op og ned på sejlernes placeringer i løbet af søndagen. Vinder i Opti-guldfeltet blev Jeppe Rørholm Borch fra Roskilde Sejlklub.

Han var i løbet af søndagen med til at forvise lørdagens førende sejler Jacob Jungersen Hansen fra Sønderborg Yacht Club til en 11. plads.

Næstbedste i Opti-guldfeltet blev William Norvold Bjørn fra KDY. Vinder i Opti-sølvfeltet efter søndagens sejladser blev Oliver Ørting fra Præstø Sejlklub foran Emil Beckett Kolko fra Hellerup Sejlklub, som førte Opti-sølv-feltet efter lørdagens sejladser.

Kasper Bech Skiveren vandt i Zoom8

Vinderen på Zoom8-banen blev Kasper Bech Skiveren fra værtsklubben Yachtklubben Furesøen foran lørdagens førende sejler Anne Mette Laugesen fra Struer Sejlklub, som efter søndagens sejladser måtte nøjes med en 2.plads foran Carsten Faubel fra Sejlklubben Neptun Vejle/FS.

Ved 29er-stævnet, som var et træningsstævne for især sjællandske 29er-sejlere, var der den helt store udskiftning på placeringerne fra lørdagens til søndagens sejladser.

Efter lørdagens sejladser førte den nye 29er-duo Christian Peter Stephensen Lübeck og Ida-Marie Baad Jensen fra Yachtklubben Furesøen hhv. Århus Sejlklub stort.

Emil og Marie vandt i 29er

Da de lørdag havde vist, hvad de kunne, forlod de scenen til fordel for Christian Peters bror Mads Emil, som er indgået i et makkerskab med Marie Olsen fra Århus Sejlklub. Mads Emil og Marie sejlede suverænt sejren hjem på 29er-banen i løbet af søndagen.

På C-banen endte Sebastian Norup som vinder efter søndagens sejladser for at Jeppe Stærgaard fra Farum Sejlklub, som førte efter lørdagens sejladser.

I forbindelse med præmieuddelingen uddelte banelederen på Opti-guld-banen Peter Stephensen Lübeck en stor ros til de deltagende sejlere i Opti-guld-feltet. Ifølge ham havde sejlerne været rigtig gode til at undgå tyvstarter.

På den måde havde han som baneleder stort set kunnet undgå at tage det sorte flag i brug – gennemgående havde det rakt med nogle få individuelle tilbagekaldelser, fortæller Gert Eriksen.

Vindere på Furesøen.

Kasper Bech Skiveren fra Yachtklubben Furesøen, som vandt Zoom8-ranglistestævnet på Furesøen. Foto: Gert Eriksen

content-loader
content-loader
content-loader