Gå til hoved-indhold
Anne Marie Rindom i Hyeres. Foto: Mick Anderson/SailingPIXKapsejlads
Anne Marie Rindom i Hyeres. Foto: Mick Anderson/SailingPIX

Rindom og Toft viser gode takter i Hyeres

Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom og 49er-brødrene Emil og Simon Toft var først over stregen på andendagen af World Cup-stævnet i Hyeres i Frankrig.

Af Troels Lykke |

Bredden på det danske Sejlerlandshold i både 49er og Laser Radial-klassen blev mandag demonstreret, da det blev til danske sejre i begge klasser.

Men det var ikke de sædvanlige danskere, der løb med førstepladserne i den til tider skiftende vind. Det fortæller Dansk Sejlunion.

I Laser Radial var det denne gang gymnasieeleven Anne-Marie Rindom, der satte resten af feltet til vægs, mens det i 49er-klassen var brødrene Emil og Simon Toft, der var hurtigst på banen.

Sejren til de brødre fra Skive var kronen på en meget fin dag, der yderligere indbragte en 4. og 5. plads. Samlet rykker de to danskere fra en position som nummer 19 helt op til andenpladsen seks point efter de førende englændere.

Det store skridt fremad viser, at det umiddelbart er meget tæt i toppen af 49er-feltet. Næstbedste danske besætning er Jonas Warrer og Søren Hansen, der indtager 6. pladsen bare ni point efter igen.

De var ellers godt med som nr. 3 og 4 i de to første sejladser, mens dagens sidste sejlads resulterede i en lidt kedelig 15. plads.

For Anne-Marie Rindom kom dagens sejr i den tredje og dermed stævnets femte, indledende sejlads.

De to foregående sejladser indbragte placeringerne 9 og 20, hvilket sender Rindom op som bedste dansker på den samlede 13. plads med 32 point. Det er á point med landsmanden Maiken Schütt, der præsterede en 2., 11. og 15. plads i dag.

470ere stadig med fremme

470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer måtte i dag afgive 3. pladsen med et enkelt point til italienerne Conti og Micol.

I matchrace er det danske team med Trine Abrahamsen ved roret videre til opsamlingsrunden med fire sejre ud af syv mulige i den indledende runde.

Finnjollerne fik kun en enkelt sejlads i dag, og her er Jonas Høgh-Christensen fortsat nummer 31.

Stillinger og resultater: http://sof.ffvoile.net/ 

Brødrene Toft: Foto: Mick Anderson/SailingPIX

content-loader
content-loader
content-loader