Brand på verdens (måske) største sejlskib
Lørdag udbrød der brand på EOS, der er et af verdens største sejlskibe. Båden der anslås at koste 900 mio. kr, lå for anker ud for Ormøya i Norge ved Oslofjorden.
Verdens måske største sejlskib, EOS, der koster 900 millioner kroner, brød i eftermiddag i brand ud for Ormøya i Norge ved Oslofjorden. Norsk brandvæsen fik slukket ilden, der havde fat i tagkonstruktionen. Det skriver nyhederne.tv2.dk
Skibet er ejet af film- og tv-milliardæren Barry Diller, der er gift med modedesigneren Diane von Fürstenberg. Den 70-årige amerikaner Barry Diller skulle være god for 10 milliarder kroner, og har bl.a. grundlagt nyhedskanalen Fox Broadcasting Company.
Da det norske brandvæsen blev alarmeret ved 15-tiden, var der 18 personer om bord på den 305 fod lange båd, og de er alle blevet evakueret. Der var ingen tilskadekomne.
Skibet er fornylig blevet renoveret for et større millionbeløb i Holland, men hvor meget skibet har taget skade er fortsat uvist. Skibet blev bygget i Holland og da det stod færdigt i 2007 var det verdens største og længste sejlskib.