Hans Ebler vinder VM-bronze i DN isbåd
64-årige Hans Ebler kørte torsdag VM-bronze hjem blandt 220 DN-isbåde-sejlere. Det bedste danske resultat nogensinde. Minbaad.dk taler med Vejle-sejleren.
Det var torsdag i denne uge en stor dag for dansk DN-isbåde-sejlads.
I 5-6 m/sek. drønede Hans Ebler nemlig to førstepladser og en ottendeplads hjem ved Örebro i Sverige med 220 tilmeldte deltagere. Det gav VM-bronze til Hans Ebler, der har sejlet isbåd i 25 år, men som aldrig tidligere er blevet bedre end nummer otte.
50 sejlede sig forleden i guldfeltet, her var bl.a. Hans Ebler og sønnen Thomas Ebler, der sluttede på en 11. plads. En polak vandt VM.
- Jeg var langt foran i de to sejladser i dag og jeg er glad for bronzemedaljen, vi er lige lidt op at køre og vi fejrer det med øl og kaffe før vi skal op klokken fem i morgen tidlig, hvor vi kører til Mariestad for at sejle EM, siger Hans Ebler til minbaad.dk.
Dansk båd, mast og sejl
Resultatet kom med i den dansk produceret DN-isbåd fra Holbæk, der er lavet af Poul Jørgensen, der selv sejlede med ved VM. Hans Eblers kulfibermast er produceret af sønnen, Thomas, mens sejlene er fra HR-Sejl i Vejle.
- Jeg havde tolv par skøjter med og tre stel sejl, grejet skal være i orden i det hele taget er der mange ting der skal gå op i en højere enhed og jeg skal kunne løbe med de unge sejlere i starten ellers tager de ens vind, siger den 80 kilo tunge sejler på 64 år.
Hvordan tror du det går ved EM i morgen?
- Det bliver svært at gentage resultatet fra i dag, men vi glæder os der er blank is dernede i Mariestad, siger EM-bronzevinderen.
VM-resultat: http://iceboatracing.com/2012dnworlds.html
Hans og Thomas Ebler i 2010 på Arresø. Foto: Troels Lykke