Gram-Hansen og Køstner får bedste resultat hidtil
Danskerne sluttede med to førstepladser i Cardiff, hvilket betød en samlet femteplads – holdets bedste resultat i Extreme Sailing Series. Nice næste gang.
Efter nogle hårde sejladser med svære starter fik SAP Extreme Sailing Team styr på tingene og sluttede med to førstepladser, hvilket betød en samlet femteplads – teamets bedste resultat i Extreme Sailing Series 2012.
Sidstedagen i Cardiff bød på relativ let vind som stillede store krav til alle bådene. Starterne var halvvindsstarter helt inde fra bunden af havnen og timingen voldte alle team store udfordringer.
Jes Gram-Hansen:
”Vi kæmpede hårdt med, at få starterne på plads i den lette vind, men sluttede dagen med to sejre og fik dermed vores bedste placering og højeste antal point i år. Vi har gjort klare fremskridt, så hele teamet er meget tilfredse – og trætte”.
Rasmus Køstner;
”Det var rart med en stærk afslutning efter vi havde kæmpet lidt med tingene de foregående dage. Vi havde ændret lidt på strategien i starterne og bådens setup, så det var godt at slutte stærkt her i Cardiff”.
Nice næste gang
Næste stævne er i Nice d. 18 – 21. oktober og her satser SAP Extreme Sailing Team på yderligere fremskridt.
Rasmus Køstner;
”Vi har fortsat nogle ting vi skal have strammet op på – vi taber ind mellem placeringer som vi ikke behøver, så det skal vi arbejde med inden næste stævne i Nice”.