Take-away på kajkanten
De Københavnere der tilbringer sommeren i Tisvilde savner den lokale bistro i vintermånederne. Nu åbner Tisvilde Bistro i Waterfront i Hellerup.
15. november åbner Tisvilde Bistro Hellerup i Tuborg Havn. Bag bistroen står restauratør, 33-årige Anders Buhl, der for et par år siden genrejste Skovriderkroen i Charlottenlund og restauratør og kok, Kenn Meier.
- Vi åbner i Hellerup på utallige opfordringer fra gæsterne i Tisvilde. En stor del af dem bor i københavnsområdet. Og de var noget slukørede over at sige farvel til det hele, når sommeren var ovre. Det råder vi bod på nu, og glæder os samtidig til at byde nye gæster velkommen her, siger Anders Buhl.
Udover take-away husmandskost til favorable priser og 3 retters menuer til under 300 kr, åbner der også en funky natbar med håndplukkede Dj’s i weekenderne, intimkoncerter med førende kunstnere, kulturbegivenheder og særlige tilbud til områdets forretningsfolk.
- Med plads til 300 spisende gæster ude og inde vil vi gøre bistroen til et markant og aktivt indslag i Tuborg Havn, lover Anders Buhl.