Planeture i 30 grader og solskin
Melges.dk Sailing Team er netop hjemvendt fra 5. afdeling af Volvo Cup på Gardasøen i Italien. Teamet varmer op til VM i august, som også sejles på Gardasøen. Læs om deres tur.
Rasmus Melsen fra Melges.dk Sailing Team skriver:
Med et deltagerantal på hele 65 både, hvoraf de 3 var fra Danmark, var der hård kamp om pladserne hele vejen rundt på banen, og uden tvivl det stærkeste felt vi til dato har sejlet mod.
Vi føler derfor for alvor, at vores skarphed er blevet forbedret inden VM. Samtidig viste vores nye rig-setup, som vi har rodet en del med her før afgang at vi nu – endnu bedre end tidligere – kan holde spor rundt på banen. Det at kunne skifte mellem højde- og fartgear er utroligt vigtigt når man kommer ud i så store og tætte felter, og en disciplin vi tidligere har haft lidt svært ved.
Vi er tilfredse
Resultatmæssigt blev det et stævne som vi i teamet er ganske tilfredse med, og der er ingen tvivl om at vi har fået fat i noget af det rigtige, med en 11 plads som bedste sejlads og et bundniveau der er blevet løftet betragteligt, da vi på trods af uheld og snurreture ikke fik en placering dårligere end nummer 40.
Alt i alt blev det til en 29. plads i det store felt og endnu vigtigere endte vi som sjette bedste amatør, ikke mange point fra nummer 4 og 5. Blot få placeringer foran os endte den norske båd Storm som tidligere har vundet amatør VM to gange, hvilket siger en hel del om niveauet i feltet.
Skrammer i lakken
Snurreture blev det som nævnt til, både for os og andre der kom i lidt for tæt på os. Derfor skal vi desværre bruge lidt tid på glasfiberarbejde efter VM – indtil da, er det ikke mere kritisk end en god gang gaffa kan klare det.
VM bliver som nævnt næste udfordring for Melges.dk Sailing Team, og båden er derfor opmagasineret i Italien inden afgang d. 24 juli. Vi kan næsten ikke vente med at komme ned og komme på søen igen.
VM bliver i øvrigt det største Melges 24-VM i historien, da deltagerantallet er oppe på hele 128 deltagere! Det betyder samtidig, at vi kommer til at sejle puljesejlads, og antallet af både på linjen bliver derfor meget lig hvad vi netop har prøvet under Volvo Cup.
Melges.dk Sailing Team består af:
Kris Houmann
Søren Braad Steen
Rasmus Møller Damsgaard
Rasmus Melsen
Du kan læse mere om Melges.dk Sailing Team på deres hjemmeside.