Gå til hoved-indhold
Selv om det er sejlerskolelever der skal dyste bliver der kamp om det forkromede spilhåndtag, som er vandrepræmien for Sejlerskolecuppen.Kapsejlads
Selv om det er sejlerskolelever der skal dyste bliver der kamp om det forkromede spilhåndtag, som er vandrepræmien for Sejlerskolecuppen.

15 hold klar til Sejlerskole Cup

Lørdag kæmper 15 sejlerskolehold i den nye SEJLERSKOLECUP i Kerteminde, hvor eleverne fra de danske sejlerskoler skal konkurrere mod hinanden.

Af katrine bertelsen |

15 hold har meldt sig til Dansk Sejlunions nye initiativ – kapsejlads for sejlerskoler. Sejladserne bliver sejlet i Kerteminde Sejlklub, der har stillet fem H-både til rådighed. Hvert hold sejler to indledende sejladser og de bedste fem går videre til Medal Race.

Som vejrudsigten ser ud lige nu, vil der blive sejlet uden spiler. Reglerne der sejles efter er ISAF’s ”Enkle regler for kapsejlads”.

Idéen bag sejlerskolecuppen er, at vise sejlerskolerne at kapsejlads kan bruges til oplevelser og læring – og ikke behøver at være indviklet og dyrt at dyste til søs.

På land skal der læres og hygges

Mens de sejlende hold er på vandet, vil stævneleder Peter Wolsing fra Dansk Sejlunion sørge for konstruktiv underholdning og peptalk med udgangspunkt i ”hvem er vi som sejlere” – med det mål, at løfte den enkelte sejlers tilgang til sporten.

Præmier og røverhistorier

Selvom Peter Wolsing gør meget ud af, at sejlerne kigger mere på ”processen om bord” end på resultattavlen, vil der ved dagens afslutning være et stort flot præmiebord. Hempel, der støtter ”Få vind i sejlene” projektet, bidrager – og den nystiftede vandrepræmie ”et forkromet spilhåndtag” er sponsoreret af Columbus Marine. Derudover er der flotte præmier fra Sebago og Gul.

- Dagen afsluttes i Kerteminde Sejlklubs nye lokaler, med grill, øl, vand og vin – fordi det sociale er en vigtig del af en god kapsejlads, siger stævneleder Peter Wolsing. Og ikke mindst tid til røverhistorier og erfaringsudveksling fra livet ude i klubberne.

Link til Kerteminde Sejlklub

content-loader
content-loader
content-loader