29er EM - danske kvinder på foreløbig sølvplads
Aarhus-sejlerne Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen ligger til EM-sølv. Ny update og video fra Polen.
Dag 3 ved EM blev en test af sejlernes tålmodighed. Helt indtil sidst på eftermiddagen var der silende regn og vindstille. Det fortæller Pierre Baad Nielsen fra Aarhus Sejlklub.
Omkring kl. 15 så banelederen et glimt af håb, så sejlerne blev sendt på vandet, hvorefter regnen stoppede og der kom 5-6 m/s.
Med placeringener 2 -2 overtog Katja Salskov-Iversen og Christian Christfort Gormsen føringen fra Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, der med placeringerne 9-9 faldt tilbage på femtepladsen.
Sejlerne var tilbage på stranden kl.20, så der var stadig dagslys tilbage. Efter dag 3 skal der sejles finale, så nu bliver de 99 mandskaber nu delt i 3 fleets med 25 i guld, og de resterende i sølv og bronze.
Der bliver gået til stålet
Dag 4 begyndte ligesom onsdag med regn og svag vind, men heldigvis bygger vinden hurtigt op til 5-9 m/s.
Konkurrencen strammer til, for nu er de bedste fra de 4 indledende fleets er samlet i guld. Der bliver kæmpet om hvert eneste point og selv de bedste får samlet en del point.
Det betyder at efter dagens sejladser fører svenskerne Johanna Sommarlund og Marcus Anjemark nu foran Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, der kæmpede sig tilbage fra femtepladsen med 1-9-4-5.
Dyr tyvstart
Desværre faldt Katja Salskov-Iversen og Christian Christfort Gormsen tilbage på 14. pladsen på grund af en tyvstart. 3. pladsen er overtaget af verdensmesteren fra 2010 Kevin Fischer og Yannick Jauvin (FRA).
Der bliver også sejler i sølv og bronze felterne, hvor Filip Hansen og Mathias Jespersen nu fører bronze efter 1-1-1.
Afgørelsen falder fredag
Stævnet afsluttes fredag. Det bliver spændende om der er danskere på podiet. Du kan følge med her:
www.29ereuropeans.org og på Facebook: Int. 29er klasse eller Twitter: # Int29er