Gå til hoved-indhold
Bronzevinderne i 49er, Allan Nørregaard og Peter Lang sejler i Aarhus i næste uge. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Bronzevinderne i 49er, Allan Nørregaard og Peter Lang sejler i Aarhus i næste uge. Foto: Troels Lykke

Bronze-49er sejler Aarhus Sailing Week

Mange klasser deltager og for 49erne gælder det DM under Aarhus Sailing Week – Aarhus Olympic Autumn Regatta. Sejladserne starter 31. august.

Af Troels Lykke |

Nu er det tid til igen at vende stævnen og blikket mod Aarhus – mod et af de vigtigste jollestæver for internationale og olympiske klasser og mod Aarhus Festuge – det er tid til, igen at tilmelde sig til, og deltage i, det klassiske ”Aarhus Festugestævne”, der gennemføres i weekenden 31. august - 2. september 2012.

- Aarhus Sailing Week/Olympic Autumn Regatta, som er den internationale navn, er i år mere omfattende end nogensinde, idet et rekord stort antal, internationale jolleklasser vil deltage på de 4 kapsejladsbaner på Aarhus Bugten, som sædvanligt dygtigt ledet af OL banelederen Thomas Jacobsen og hans kompetente team, fortæller direktør i Sailing Aarhus, Thomas Capitani.

Vigtige mesterskaber i mange klasser og ISAF Grading

Ikke mindre end 20 internationale og olympiske jolleklasser er inviteret, og for mange af klasserne er Aarhus Sailing Week et vigtigt stævne på årets kapsejladskalender. 

For 29ernes vedkommende afvikles der 3 dages Eurocup og stævnet tæller samtidig som DS-DM for klassen.

For den olympiske 49er vil stævnet være både DM og åben NM og her vil der også være deltagelse af flere af de nye 49er pigebesætninger der går og  venter på levering af deres nye FX’er , og derfor ”bare” deltager i almindelig 49er med fuld 49er rig.

A-Cat og Finnjolle

A-Cat’erne , der jo tidligere gæstede Aarhus ved VM og DM sidste år, er tilbage for andet år i træk med DM og Finn jollerne har også valgt at placere et af deres vigtige ranglistestævner i samme weekend.

Derudover er stævnet TORM ungdoms Granprix for klasserne Europe, Laser, Laser Radial, 29er, 470, Hobie 16 spi og RS:X.

Stævnet er klassificeret som ISAF Grade 3 for alle olympiske klasser, så der kan altså tjenes verdensrangliste point – vist nok som det eneste stævne i nordeuropa udover Kieler Woche/World Cup’en.

Olympisk deltagelse og VM stjerner

På tilmeldingslisten kan man allerede notere sig én olympisk bronzemedalje idet Allan Nørgård og Peter Lang (49er bronze) allerede er tilmeldt. Muligvis dukker Jonas Høgh op med sin sølvmedalje og sin Finnjolle.

Der vil være mange andre, danske sejlerstjerner som f.eks. de kvindelige 29er verdensmestre Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, U-EM bronze Laser sejleren Tobias Hemdorff.

Aarhus Sailing Week gennemføres af Sailing Aarhus klubberne og støttes af TORM, Böklunder, Advokatfirmaet Abel og Skovgård Larsen, Henri Lloyd, Volvo, Pantaenius og Sparekassen Kronjylland og gennemføres fra Aarhus Lystbådehavn.

For yderligere information, invitation og tilmelding se www.aarhussailingweek.dk

content-loader
content-loader
content-loader