Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Holger K. Nielsen som Katrine Bertelsen ser på ham.

Rønnows klumme: Nytårshilsen fra Holger - på 2.600 kr.

Hvad gør sejlerne nu? Jeg tør ikke undlade min kaskoforsikring, og jeg bryder mig heller ikke om tanken om ”udflagning”, skriver Claus Rønnow.

Af claus rønnow, københavn |

Jeg har tidligere beskæftiget mig med debatten om forhøjelsen af statsafgiften på lystfartøjer, som er kaskoforsikret.

Nu har jeg fået en ”nytårshilsen”, som får mig til at krybe i blækhuset nok en gang om problematikken.

Tilfældigvis falder betalingen af min forsikringspræmie primo januar. I dag har jeg, på min betalingsservice, set at Holger,s fine plan har betydet en merudgift for mig på Kr. 2.600,- alene til den nye afgift.

Vi, der har fulgt debatten – og set hele samrådet i skatteudvalget – ved, at ingen form for argumenter for forøgelsen af statsafgiften kan bruges til noget som helst.

Alle de forudsætninger som Skatteministeriet selv har oplistet som begrundelse for forhøjelsen er blevet skudt ned fra politiske modstandere og organisationer for de berørte parter på området.

Såvel Dansk Sejlunion som Danboat og øvrige interessenter kan glemme deres udmærkede og saglige argumentation mod tiltaget.

Hele ”historien” om Lyngby Radio eller andet, som skulle begrunde forhøjelsen er skudt i sænk – uden nogen form for modargumentation. Man har bare villet skaffe de ekstra skatteindtægter, bevæggrundene har været ligegyldige. Det har vi med rene ord fra Skatteministeren selv fra samrådet.

Jeg har tidligere nævnt, at politikeres fantasi er ubegrænset, når det gælder områder at finde skatteindtægter på.

Her demonstreres det på glimrende vis: Deres argumentation for forhøjelsen var kun en formssag – det betød ikke det ringeste, at den ikke holdt vand!

Hvad gør sejlerne nu? Det bliver spændende at følge. For mit eget vedkommende gælder, at jeg ikke tør undlade min kaskoforsikring. Jeg bryder mig heller ikke om tanken om ”udflagning”.

Min båd er kønnest med Dannebrog agter. Jeg betaler altså! Nogen vil sige kylling, men båden er en øjesten – og min nattesøvn er vigtig.

Jeg kommer til at tænke på ”de gode gamle dage”. Vi havde i mange år en ordning, hvor sejlklubberne skulle holde nøje regnskab med hvor meget benzin, traktolin og petroleum, de solgte til sejlerne. (Det var før det blev almindeligt med dieselmotorer).

Det har nemlig sådan, at man fik reduceret afgiften på det brændstof som bådene brugte, da de ikke sled på vandet ved at sejle, hvorimod bilerne jo sled på vejene, når de kørte.

Måske det var en ide for Holger? Han går jo ind for grøn energi! Forestil jer, at alle sejlbåde kunne trække antallet af tilbagelagte sømil for sejl fra.

Eller at motorbådene kunne få fradrag for tiden de ligger for anker.
Det er alt sammen ønsketænkning. Vi vil tværtimod komme til at se flere stramninger fremover.

Det skulle ikke undre mig, at vi en dag bliver mødt med argumentet om, at vi slider frygteligt på vandet, når vi sejler!

Rigtig godt nytår

Claus Rønnow

Det her flag nægter Claus Rønnow at sejle med.

content-loader
content-loader
content-loader