Gå til hoved-indhold
Frederik Rask og Natascha Saouma fra Skovshoved Sejlklub vandt TORM Grandprix i Hobie 16 SPI klassen. Nu venter den endelige udtagelse til YSWC. Foto: Katrine BertelsenKapsejlads
Frederik Rask og Natascha Saouma fra Skovshoved Sejlklub vandt TORM Grandprix i Hobie 16 SPI klassen. Nu venter den endelige udtagelse til YSWC. Foto: Katrine Bertelsen

Vindere i Bønnerup videre til YSWC

TORM Grandprix i Bønnerup Strand i weekenden, var ikke bare en opvisning i forrygende og svær sejlads i let luft, det var også udtagelse til Youth Sailing World Championship.

Af katrine bertelsen |

Mange unge sejlere deltog i weekendens TORM Grandprix i Bønnerup Strand, alle med håbet om at slippe igennem nåleøjet, og vinde udtagelsen til ISAF Youth Sailing World Championship (YSWC) for unge under 19 år.

Forholdene var ikke lette, da der var gammel sø og meget let skiftende vind på stævnets to første dage. Søndag kom der endelig god vind, og mange sejlere åndede lettede op, da vinden slog igennem.

Vindere af udtagelse til YSWC blev:

  • Laser Radial, drenge: Christian Rost, Egå Sejlklub
  • Laser Radial, piger: Celine Carlsen, Egå Sejlklub
  • 29´er: Frederik Just Melson og Markus Oliver Nielsen, Middelfart Sejlklub

Flerskrog mangler den endelige udtagelse

To besætninger går videre til anden runde af udtagelsen for flerskrog. De to besætninger er Frederik Rask og Natascha Saouma fra Skovshoved Sejlklub, der lavede en overbevisende overall førsteplads til TORM Grandprix i Bønnerup. Den anden besætning er Camilla Eden og Nicklas Jørgensen fra Faaborg Sejlklub, der ligeledes fik en overall 2.plads.

YSWC skal i år sejles i ved Limassol på Cypern fra d. 13.-20. juli 2013, og da det er op til den arrangerende klub at bestemme hvilken flerskrogsbåd der skal sejles i, skal der i år sejles i Sirena SL16. De to besætninger vil i de nærmeste dage få udlånt en SL 16, så der kan trænes op til den endelige udtagelse.

- Sidste del af SL16 udtagelsen vil blive afholdt senere i maj eller først i juni imellem de to både, siger talentkoordinator Jan Christiansen fra Dansk Sejlunion.

Tid, sted og format er ikke afgjort endnu, men Jan Christiansen kigger sig om efter et passende stævne, der kan få afgjort dysten om pladsen til YSWC.

Se alle resultater fra stævnet i Bønnerup her

 

content-loader
content-loader
content-loader